Søgeresultater: 29

Livet og litteraturen, historien og digtningen, kærligheden - den fri og den konforme – ungdom og voksenliv, oprør og accept. I en række essays fortæller Jørgen Sonne om nogle af de begivenheder, der har været med til at forme ham som menneske og digter – og ikke mindst udvidet hans horisont.

Jørgen Sonne (1925-2015) dansk forfatter, digter, anmelder, oversætter og cand.mag. i historie og engelsk. Jørgen Sonne debuterede med en digtsamling i 1950. Sidenhen er blandt andet udkommet:

"Elisabeth I's og Shakespeares England" (1961), "Blå turist" (1971), "Natten i Rom" (1983), "Elskovs grønne ø" (1984), samt det humoristiske erindringsværk "Fra jul til jul" (1994).

En personlig litteraturhistorie gennem 65 år. Alle Politiken-læsere kender Thomas Bredsdorff, som har været fast boganmelder og kulturskribent ved avisen siden 1965 og desuden er forfatter til en lang række bøger. Han er kendt som en fremragende formidler, der henvender sig til både fagfæller og det almene publikum. Med Litteraturen giver form til en følelse er et stort udvalg af hans produktion nu samlet i en flot, monumental udgivelse. Det er dr.phil. Marianne Stidsen, der har foretaget udvalget og skrevet bogens forord og efterskrift. Resultatet er blevet en vidtspændende samling af artikler fra "Cyklerne i Hanoi" (1974) til "Humanist til sidst" (2019) foruden 16 kapitler om store skandinaviske forfattere fra Ludvig Holberg til Karl Ove Knausgård.

En samling morsomme, rørende, smukke og ind i mellem meget personlige essays fra John Green, som tager steder, begreber og produkter – og en vis pandemi - fra menneskets tidsalder under kærlig behandling. Vi kommer rundt om så forskellige ting som Pingvinerne fra Madagaskar, internettet, solnedgange, teddybjørne og meningitis, og Green kalder selv bogen en form for mini-memoirer. Teksterne handler dog lige så meget om at være forelsket i den verden, vi lever i og om at kunne se det smukke i de små ting på trods af pandemier og postmoderne stress.

Forfatteren skriver: Her er erindringsglimt, poesi og essays. Fælles for enkeltdelene er at søge ind til en forståelse af mit turbulente ophav, min omverden og den kaotisk overvældende kultur, vi ufrivilligt er smidt ind i. Men hvis vi prøver at gå den efter, hvis vi formår at se ind bag omstændighederne, så kan vi komme overens med verden og i sidste instans måske endog forandre den. Jeg er på opdagelse i egne korridorer og mørkelagte afkroge for at forstå, hvad der har formet mig, hvad der har defineret mine grænser og mangel på samme. Jeg er arkæolog i den undergrund, der er familie og fortrængninger. Og ikke mindst har jeg fundet ud, hvad der gør mig lykkelig. Ja, euforisk. For det er jeg ikke så sjældent. Og først i den tilstand kan jeg skrive. Således er denne bog opstået. Uddrag af bogen Jeg taler i et radiointerview om dengang, jeg drak alkohol. Intervieweren nedtoner og mener, at måske holdt jeg op med at drikke for ikke at blive alkoholiker. Jeg var snublende tæt på at give ham ret i den vinkel. Den er bekvem. Varmer. Signalerer kontrol. Agtpågivenhed. Men jeg må insistere på at kalde mig alkoholiker. Alkoholiker, det smager af indvolde og venstresvingsulykker. Det er som at knalde hovedet ned på kørebanen. Du er på cykel, og bilen rammer fra siden. Sammenstød tyrer kraniet. Ned. Om forfatteren Det er humoren, komikken, der ligger Thomas Wivels hjerte nærmest. Han var med til at starte bølgen af standup tilbage i 1991. Siden har det været en levevej, et livsværk. Der findes ikke mange byer på landkortet over Danmark, han ikke har stået og optrådt i. Men han har haft et parallelt og omfattende spor med forfattervirksomheden, som han har dyrket intenst i årtier. Han har begået sig i debatbøger, kortprosa, kriminalromaner og lyrik.

Jeg ville være enke, og jeg ville være digter er en samling af Tove Ditlevsens glemte tekster. Hendes klummer og kommentarer, essays og brevkassesvar. Hun skriver om alkoholen, de fattige og kernefamilien, om barndommen, bøgerne, berømmelsen, nostalgien og de indlagte på hospitalet. Om børnene og ensomheden, om weekend-drankerne og døden.

Bogen er illustreret af kunstnergruppen Sort Samvittighed.

Vores bogkultur oplever store omvæltninger på et støjende mediemarked. Bogmennesker fra 2016 er en bog om, hvad litteraturen kan.

I 100 essays fortæller litteraturprofessor Hans Hertel om bøger i sit eget liv og om bøgernes liv i den store verden frem til 2010’erne – med biblioteksaktivister og bognørder i front mod biblioteksslagtere og fjender af ”papirbogen”.

Her er portrætter af kritikere og forskere fra Georg Brandes til dagens formidlere, af det 20. århundredes store forlæggere, af boghandlere og bogens andre aktører. Og her er personlige essays om litteraturhistoriens nytte og læsningens glæder, fra Odysseen og Dekameron til Henry Miller og forbudte klassikere, dyrket af en illegal kvinde-læsekreds under det iranske præstestyre.

Tonen er optimistisk. Bogverdenen har masser af problemer, men skal nok tumle de mange nye mediemuligheder. Det afgørende er passionen – for litteratur og bøger.

Samtaler med fremmede er en samling af tekster af den amerikanske forfatter Paul Auster, skrevet og samlet fra de seneste halvtreds år. De 44 tekster giver et bredt og mangefacetteret billede af Paul Auster, hans tanker og reflektioner over en bred vifte af emner: korte filosofiske meditationer, politiske tekster, der berører emner som hjemløshed, 9/11, og sammenhængen mellem fodbold og krig samt tekster om hans lange rejse med den højt elskede skrivemaskine.

Samtaler med fremmede er en samling tekster med ekstrem spændvidde, højt til loftet og stor menneskelighed, hvilket gør den til en vigtig bog af en af de helt store amerikanske forfattere. - The Spectator

I Med fortællingen går jeg i døden afdækker Peter Nielsen et Europa i krise og forandring – sådan som det udfoldes i romaner af blandt andre Curzio Malaparte, Thomas Bernhard, Imre Kertész, Herta Müller, Salman Rushdie, Kirsten Thorup, Orhan Pamuk, Svetlana Aleksijevitj, Michel Houellebecq og Rachel Cusk. Peter Nielsen (f. 1967) er litteraturredaktør på Information, Ph.d. i Litteraturhistorie og grundlægger af den danske udgave af det europæiske kulturmagasin Lettre Internationale.

”Glemsel er den største frihed, et menneske kan opleve. Fængslet, cellen, væggene, dørene, låsene, problemerne og de mennesker, som sætter grænser for mit liv og siger: 'Hertil og ikke længere', udraderes. Den handling at skrive indeholder et magisk paradoks, for du kan ikke kun søge tilflugt i den og skjule dig i den, men også udbrede dine ord til hele verden. Den gør det muligt både at glemme og at blive husket.” I juli 2016 forsøgte militærfolk at gennemføre et kup mod Tyrkiets præsident Recep Teyyip Erdoğans regering. Forsøget mislykkedes, men konsekvenserne for titusindvis af uskyldige intellektuelle, journalister og forfattere har været og er fortsat enorme. De tyrkiske retssale og fængsler har siden kupforsøget været fyldt med folk, der påstås at have støttet kupmagerne, eller som blot ikke at har udtrykt tilstrækkeligt med opbakning til præsidenten. I februar 2018 blev forfatter og journalist Ahmet Altan dømt til fængsel på livstid. Denne samling af bevægende, hårrejsende og til tider morsomme essays er skrevet i fængslet. De handler om dagligliv, om savn, om inspiration og om at holde fast i, hvem man er, selvom omgivelserne gør, hvad de kan, for at nedbryde en. Kort sagt: de handler om at overleve. Det er korte, gribende beretninger fra en absurd virkelighed, der udspiller sig i dette nu, mens du læser. Ahmet Altan har arbejdet for flere af de store tyrkiske aviser, som Hürriyet, Milliyet og Radikal. I 2007 etablerede han avisen Taraf, som støttede, at Tyrkiet knyttede tættere bånd til Europa. Altan har skrevet om det armenske folkemord, og talt for forsoning med landets kurdiske befolkning. Avisen blev lukket af myndighederne i 2016. Ahmet Altan har skrevet syv romaner, der alle er udkommet i Tyrkiet, og hvoraf flere er oversat til andre sprog, herunder engelsk, tysk og norsk. ”Jeg kommer aldrig til at se verden igen” er Altans første udgivelse på dansk. "Læs den. Og læs den så igen!" - The Guardian

Nobelprismodtageren Herta Müllers nye bog, Altid den samme sne og altid den samme onkel, er en samling af essays, artikler og taler. I den fortæller hun om sin vej fra en rumænsk landsby til litteraturens verden, om politik og skrift, barndom og ungdom.

Herta Müller (f. 1953) er opvokset i en lille landsby tilhørende det tysksprogede mindretal i Rumænien. Hun bor i dag i Berlin.

Det er en meget personlig bog, og essayene er selvfølgelig alt sammen fortalt med det sproglige overskud, der præger alt, hvad Ib Michael skriver. De er værd at fordybe sig i hver især for deres egen skyld; men de udgør også en smukt komponeret helhed og bidrager til en dybere forståelse af såvel den måde, forfattere til alle tider har ladet sig inspirere af hinanden som af det univers, der er Ib Michaels, og som han har bygget op, lige siden han i 1970, debuterede med En hidtil uset drøm om skibe.

Forfatteren Paul Austers (f. 1947) refleksioner over hændelser af betydning for livet og forfatterskabet. Om nødvendigheden af at nedbryde grænser imellem livet og skriften og om brugen af bestemte litterære genrer i forsøget på at løse erindringsmæssige og eksistentielle spørgsmål.

Samlingen indeholder Den røde notesbog, Hvorfor skrive? og Fra hånden i munden.

"’Fra hånden i munden’ ... er et veloplagt portræt af forfatteren som sultekunstner. Paul voksede op i en almindelig familie, med almindelige forældre, der havde et almindeligt forhold til penge. Forældrene var præget af depressionen i trediverne, så faderen blev påholdende, moderen ekstravagant. Længe var Paul en god dreng ... Men så blev han forfatter og mente, at han kunne klare sig for 3.000 dollar om året. Essayet er et eminent portræt af det alt for optimistiske forhold, mange kreative mennesker har til penge ... ‘Hvorfor skrive?’ er i traditionel, fortætttet Auster-stil. Paul er otte år, elsker baseball, møder sit idol Willie Mays og vil gerne have hans autograf. ´Selvfølgelig, knægt. Har du en blyant?´ Det har han ikke, faren har heller ikke nogen blyant, eller moren, der er ingen, der har en blyant. Sådan blev Auster forfatter. Han hører til de forfattere, der går lige til fadet, når han skal fortælle en historie. I det sidste lange essay får man det hele forærende, i de første to skal man tænke selv."
- Connie Bork, Politiken