Søgeresultater: 19

"Moderne kunst er alt for ofte et spørgsmål om at tælle på fingre og tæer og stave sig frem til yderst elementære budskaber, hvor den ikke er ren formalisme. Det er ikke større enkelhed, umiddelbarhed og forståelighed, vi savner i kunsten i dag, men mere komplicerethed, flere forudsætninger, både hos kunstnere og kunstmodtagere, mindre ‘individualisme‘ og mere personlighed.

Det er et af denne bogs hovedmotiver. Men hvis læseren får det indtryk, at den er rettet mod megen moderne kunst, en del samtidig litteratur og så godt som al kunstkritik ud fra go‘ gammeldags traditionalisme, snusfornuft eller ‘engagementskrav‘ – for siden at opdage, at bogens hovedanker er af en gangske anden natur, ja, så er det erklærede formål nået: at forvirre i håb om at forvirre frugtbart."

Således starter Elsa Gress "Prometheus på flugt", en samling af essays om kunstens tilstand, og hvad der skal gøres ved den.

Anne-Marie Steen Petersen er karikaturtegner på Politiken og især kendt for sine portrætter.
Ansigt er et personligt essay om ansigtets betydning i den vestlige kultur- og kunsthistorie fortalt gennem nedslag i vigtige kunst- og arkitekturværker i Europa.

"Realiteten var, at det store flertal af mennesker måtte antages at være imod al denne vold, men at den ikke blot var der alligevel, men blev værre og værre. Jeg kunne i hvert fald ikke udelukke, at der fandtes flere mennesker, end jeg troede, der var enige med mig, skønt de ikke vidste det og hvorfor. Hvis det var tilfældet, kunne det give mening at skrive.

Ulrich Horst Petersen spørger sig selv, hvorfor vold på film, i kunst og æstetik i det hele taget synes at fylde mere og mere. Hvad er det, der er så fascinerende ved den? Er den skadelig, når den bare ses på film og i kunst? Hvad gør den ved de unge, som lader til at være så fascinerede af den? Og er det i virkeligheden bare ham selv, der er blevet gammel og forstokket?

Bogen er oprindeligt udgivet i 1997. Ulrich Horst Petersen (f. 1936) er en dansk forfatter og jurist, der har vundet et væld af priser for sine mange bøger. Han har udgivet essays, skønlitteratur og erindringer.

Forfatteren om bogen: Denne bog er erindringsmotiver, jeg igennem livet altid har haft lyst til at fortælle. Jeg har fordelt de forskellige flashbacks i et broget perspektiv af lyriske optegnelser, analyser, digte, humor, noveller og filosoferende, essayistiske enkeltdele, der tilsammen viser et helhedsbillede af undertegnede. Jeg har eksperimenteret med form og fortælling i en mikstur, der både er syret, mystisk, men i sidste instans forhåbentlig oplysende og underholdende. God fornøjelse.

Denne antologi giver et bredt, repræsentativt udvalg af Poul Henningsens kulturkritik på alle felter. Bogen, som er redigeret og kommenteret af professor Hans Hertel, præsenterer desuden hidtil ukendt materiale. Det hele fremtræder med en forbløffende friskhed, også sprogligt, der forsat vil kunne provokere vores kæreste fordomme.

"De tolv essays i denne bog beskriver alle en form for kunstneriske frigørelse og selvbevidsthed. Fra den tidlige renæssance og frem til den sene modernitet. De forsøger at fortolke den kunstneriske skabelsesproces; hvordan et værk bliver til – og dermed også hvordan et liv bliver til, så det kan bære sig selv og en mening med tilværelsen."

Henrik Wivel har samlet en række af sine essays og artikler om kunst og digtning fra renæssancen til modernismen. Teksterne er skrevet over en femtenårig periode og giver til sammen et spændende indblik i forskellige ismer og perioder i kunst- og kulturhistorien. Teksterne fortæller blandt andre om Selma Lagerlöf, Bertel Thorvaldsen, Sigmund Freud, Johannes V. Jensen og Andy Warhol. Henrik Wivel (f. 1954) er dansk journalist og forfatter. Han er dr.phil. og mag.art. fra Københavns Universitet, hvor han i mange år også har fungeret som underviser. Wivel har desuden skrevet en lang række kulturbøger, været kulturredaktør på Berlingske Tidende og sidder i bestyrelsen i en række danske kulturinstitutioner.

Essays. Et langdigt samler tre tidligere essaysamlinger – Lys og luft, Spejl og spor, Bål og brand – med nye essays. Dermed fuldender denne kreds af tekster den storform, der fra begyndelsen har været Schnacks sigte, og deraf undertitlen Et langdigt.
I Essays. Et langdigt finder man en sirlig, grundigt reflekterende og poetisk skrift, hvori Schnack insisterer på at standse tiden for en stund – og give tanken og sproget et pusterum. Eller, som han skriver i et essay om Mikkel Kessler: Den største hyldest er en hyldest til livet, til begyndelsen, til vejrtrækningen, til bevægelsen. Den begynder i begyndelsen, i vejrtrækningen, i bevægelsen.
Ved hjælp af Schnacks særlige poetiske sensibilitet transporteres vi i denne samling essays fra Rimbauds håndskrift til Vesterhavet som billede. Der er essays om 1960’erne. Om møder med Dan Turèll, Inger Christensen, Michael Strunge, Per Kirkeby og Jørgen Gustava Brandt. Alkoholisme, døden og: Hvad det vil sige at gøre sig kunstneriske erfaringer, hvad det vil sige at leve.

Der gemmer sig et fikserbillede i hver enkelt af de begivenheder, som vi har oplevet, et billede, som kun vi alene kan finde, fordi det tilhører os. Det er vores opgave at bevare dets hemmelighed ved at lade tanken sætte det fri.

Filosofiske fiksérbilleder består af en række stærkt koncentrerede filosofiske og kunstneriske iagttagelser eller aforismer fortalt med humor, intensitet og stort vid.

"Vi må skrive, som om det gjaldt livet, altså må vi lade livet føre pennen."

Ole Fogh Kirkeby er filosof, dr.phil. og professor ved CBS. "Filosofiske fiksérbilleder" udkom første gang i 2006.

"Som aforismeskribent er Ole Fogh Kirkeby virtuos. Hans beherskelse af sproget er legende let, nærmest musisk."
- Kristeligt Dagblad

"Kirkeby viser enorm bredde i sin filosofiske viden, og springer elegant mellem moderne og antik filosofi."
- Litteraturnu.dk

"... skrevet med stor sproglig vitalitet."
- Politiken

"En mængde skadevirkninger af en ensidig kultur der bygger på ensidig projektion af den logiske hjernehalvdels struktur registreres overalt under forskellige navne og (bort)forklaringer. Det forekommer (i al fald mig) nærliggende at antage, at der er en levende forbindelse mellem på den ene side sygdom og lidelse i psykisk/fysisk forstand og på den anden side oplevelse af og frembringelse af kunst."

En malerisk essaysamling fra forfatter Henrik Bjelke om samfund, kunst og kultur. Ikke mindst om kunstens nødvendighed og den rene fornufts svaghed.

Henrik Bjelke (1937-1993) var en dansk forfatter. Henrik Bjelke debutrede i 1968 med bogen "Første person ental". Han var lidt af en enfant terrible, der nægtede at ligger under for de gængse fortællinger om verdens logiske opbygning og tilværelsens meningsbestemte løbebane. Ifølge Henrik Bjelke var dette et falsum, og hans bøger kredser igen og igen om dette emne. Hans strenge opdragelse i barndommen har også fundet plads i forfatterskabet, og hans karakterer er ofte blinde for den skade de forvolder i anstændighedens eller meningens navn.

Henrik Bjelke blev tildelt Herman Bangs Mindelegat i 1979 og Beatrice Prisen i 1984.

Med disse syv essays træder Villy Sørensen ind i en diskussion der i lige grad omfatter kunstens og demokratiets problemer. Og da ingen af elementerne i vor tid kan tænkes fra hinanden, er spændingen på forhånd givet. I sin art kan man kalde kunsten elitær, på den anden side er en af kunstens hovedopgaver at være demokratiets talerør. At både kunsten og demokratiet vånder sig under den fælles tilstedeværelse, kan der ikke være tvivl om, hvilket kommer til udtryk i kunstens ofte meget kritiske indstilling til det politiske og politikernes hyppige afstandstagen fra den kritiske eller vanskeligt tilgængelige kunst. At diskussionen er aktuel aflæses dagligt i pressen, her får den sin kunstneriske og filosofiske uddybning.

Jeg er på vedvarende opdagelsesrejse i min families fæstninger og kollisioner. Jeg ryster stamtræet, og der falder altid noget vildt og overraskende ned. Jeg ser helst tilbage. Det er i tilbageblikket, at løsningerne opstår. Tilbageblikket viser mig muligheder. I den granskning forstår jeg mine opture, og den forklarer min private lockdown endnu bedre. Jeg griber ud i dramaer fra verdenshistorien. Jeg genfortæller historier om altomstyrtende heltemod. Jeg vil gerne hylde den storhed, jeg selv har været fascineret af. Og især vil jeg gerne duellere med de kræfter, der vil ensrette mine valg. Jeg nærlytter kunst, litteratur og hjertelyd. Uddøende fænomener. Men det får de ikke lov at være i min bog, på min vagt! Men i bund og grund ønsker jeg at skrive mig frem til en underholdende oplevelse. Det er hermed forsøgt. Mit kampråb er i gang.

En ung kvindelig lyriker drager ud for at se værkerne efter tretten arkitekter, der begik selvmord på grund af et mislykket værk, den manglende anerkendelse, græs der ikke vil gro m.m.: En rejse fra en svømmehal, der sank i jorden, til en ugleset skulpturpark i et velhaverkvarter. Tretten både selvironiske, humoristiske og sørgelige essayistiske kapitler om kunstnerens stræben og skæbne. Om arkitektur, litteratur og billedkunst. Charlotte Van den Broeck (f. 1991) er flamsk lyriker og forfatter. Vovestykker er hendes prosadebut og er allerede udkommet i ikke mindre end otte oplag i hendes hjemland samt solgt til udgivelse i bl.a. Danmark, Tyskland og England.