Søgeresultater: 2

Norske Max Hansen ligger søvnløs i det amerikanske midtvesten. Han er teaterinstruktør på turne tværs gennem USA. Måske er han faktisk blevet amerikaner. Han har ikke været hjemme i tyve år.
Han ville ønske, at han var blevet i den forstad til Stavanger, hvor han kommer fra. Hvor man måtte slås, til man ikke orkede mere, mens fædrene var ude på borreplatformene i Nordsøen, og hvor stilheden lagde sig tungt over husene, når de kom tilbage. Men ingen får helt, hvad de ønsker sig.
Den sommer Max fylder tretten, emigrerer han modfaldent til USA med sin familie. På Long Island tvinges han til at finde sin vej på gaden, at gøre kvarteret til sit eget, mens hans familie går i opløsning. Her møder han Mordecai og siden Mischa, en canadisk pige med en lovende karriere som kunstner foran sig.
Og så er der Ove, Max’ onkel, som nu hedder Owen og bor på Manhattans Upper West Side. Han forlod Oslo i tresserne for at blive jazzmusiker, men endte som Vietnam-soldat, tabt for sin familie. Max, Mischa & Tet-offensiven er en roman om dem, der har været i krig og dem, som demonstrerede imod den; om hyperrealisme i kunsten og piger, som ligner Shelley Duvall; om solen på Fire Island og et eftertragtet arbejdseksemplar af en roman om brugbarheden af vietnamesisk guerillateknik i hverdagen. Men frem for alt er det en roman om det spørgsmål, alle der er rejst hjemmefra har stillet sig selv:
Hvor længe kan man blive væk, før det er for sent at tage hjem?

En morgen finder Carolina sin mand død i sengen. Der står hun midt i deres småfrustrerede hverdagsliv, med ét slag enke og enlig mor til deres lille søn.
I to stærke spor, der krydsklippes, fortæller Carolina Setterwall historien fra dengang, de mødtes, til den fatale morgen, og om månederne efter hans død.
Carolina er 30 år og ønsker sig en familie, da hun møder den mere tøvende og tænksomme Aksel. De bliver vildt forelskede, men støder ofte sammen i deres forskellighed. Mens han har brug for tid, presser hun på.
Skyldfølelsen rammer hende hårdt midt i sorgen, og det samme gør behovet for at huske og forstå Aksel, og alt det, der skete mellem dem i de år, de fik sammen.
Lad os håbe på det bedste er en lysende beretning om kærlighed. Om overgangen fra boblende forelskelse til at blive et par, forældre, en familie. Og det er en frygtløs ransagelse, ikke bare af døden, men også af livet og alle vores forventninger til det. Usminket, ærlig, barsk, smuk og bevægende.