Søgeresultater: 23

"Jeg hed Atle Vilder, var tooghalvtreds år, og boede i et ældre hus i en by på Vestlandet. Og byen hed Gran. Og jeg havde boet i huset i otteogtyve år. Og jeg var hjemme i mit hus i Gran, jeg stod ude i køkkenet og så ud af vinduet. Og på bordet lå et brev. Det var et brev fra Lise, min kone. Jeg havde ikke set hende i flere år." Mørk materie handler om kærlighed, om at vælge sit eget liv og om at sætte sig selv fri, om at være både far og søn - og den handler om at have en plan, som måske går på tværs af andres planer. Mørk materie er forlagets ellevte udgivelse i Metamorphosisserien.

En stationsby i Vestjylland danner baggrund for minder om alt fra skrigende soldater og en blotter til barnets sanselige leg med ler. I barnets åbenbarende verden er alle oplevelser, alle møder med verden, lige markante og mærkbare. Birgit Filskovs kortroman, Et lille stykke glas, er en drømmeagtig erindring om livet på landet, og om alle de både stille og støjende eksistenser og begivenheder, der ligger i hi i fortidens hule. Beskrivelserne er simple, svævende og smukke, og med et følsomt øje griber Filskov fat i selve sansningen som oplevelse, der bliver lige så vigtig som det sansede.

Fortælleren i Det lungesyge hus har iscenesat en damebladsværdig tilværelse. Hun har gennemrenoveret og indrettet en andelsvilla, der skulle udgøre en lys, åben og perfekt scene for sit og familiens liv. Men åbne planløsninger og køkkenalrum kan ikke gøre noget ved de svigt og hemmeligheder, der gemmer sig bag tapetet, og med huset følger naboer, der ikke vil nøjes med at blande sig i, hvordan folk passer de fælles haver. Hvorfor vil naboerne aldrig tale om fortiden? Med et hensynsløst blik betragter fortælleren i Matilda Gyllenbergs debutroman sig selv og menneskene omkring sig. Hun balancerer på grænsen mellem skarpsynethed og vanvid, isoleret i hjemmets og villaområdets trygge, men påtrængende rammer. Hvem er denne mystiske Hild, der parkerede sin campingvogn midt i andelshaverne for 30 år siden? I form af en glemt dagbog tager hun plads i hovedpersonens liv, og hendes historie bliver et åndehul for vores fortæller, der forsvinder ind i fortællingen om Hild og hendes 7-årige søn. Bid for bid får vi Hilds historie, der danner paralleller til hovedpersonens liv, og efterhånden bliver mere og mere skræmmende begivenheder afsløret. Oversat af Maja Pedersen.

"Mit navn er Perry L. Crandall, og jeg er ikke retarderet. Bedste sagde altid til mig, at L’et stod for Lucky. “Mister Perry Lucky Crandall, hold med at brokke dig!” plejede hun at skænde. “Du har to gode øjne og to gode ben, og du er så ærlig, som dagen er lang.” Hun kaldte mig altid heldig og ærlig. At være ærlig betyder, at man ikke ved bedre." En sjov, gribende og klog roman om at være en rig underdog, hvis IQ egentlig fortæller meget lidt om, hvor klog han er. Perrys IQ er på 76, men han er ikke dum. Hans bedstemor lærte ham alt, hvad han havde brug for at vide for at overleve: Hun lærte ham at skrive ting ned, så han ikke glemmer dem. Hun lærte ham at købe lottokuponer hver uge. Og hvad vigtigst er, lærte hun ham, hvem han skal stole på! Da Bedste dør, er Perry efterladt uden værge, kun 31 år gammel. Så vinder han 12 millioner dollars i Washington State Lottery, hvilket resulterer i, at han får mere familie, end han ved, hvad han skal gøre med. Hans hverdag fyldes op med folk, der både vil kramme og narre Perry på samme tid, og Perry skal forsøge at navigere i dette miskmask og holde fast i dem, der er rigtige venner. Lotto handler om tillid, loyalitet - og om, hvornår mennesket er dygtig, og hvornår det bare er dum, selvom det måske har en IQ på over 80.

”Natascha Wodin er ekspert i mennesker, som ikke ankommer nogen steder […] Et indfølende og på ingen måder sentimentalt portræt af en dybt rastløs kvinde.” Profil, 15. august 2021. ”Så fantastisk, at man ikke kan andet end overgive sig til denne kvindeskæbne.” Ariane Heimbach, Brigitte, 13. oktober 2021. ”Natascha Wodins roman Nastjas tårer er et poetisk og meget rørende portræt af en kvinde, som kæmper videre selv efter hun for længst har tabt.” Katja Eßbach, NDR Kultur , 18. August 2021 Året er 1992, da Nastja i desperation over sin håbløse økonomiske situation forlader sin stilling som ledende ingeniør i Kyiv og stiger på toget til Berlin. I den tyske hovedstad begynder Nastja at gøre rent hos romanens fortæller, som også netop er flyttet til Berlin. Der opstår et nært, men ikke uproblematisk venskab mellem de to midaldrende kvinder. Det russiske sprog er den største fællesnævner i forholdet, men relationen er også præget af stærke kulturelle forskelle. Rygtet om den pålidelige og dygtige rengøringshjælp spreder sig hurtigt, og Nastja tjener snart så meget, at hun hver måned kan sende penge retur til familie og venner i Ukraine. Nastjas tårer handler om kultursammenstød, om mødet mellem øst og vest. Men det er også en fortælling om venskab, om hjemløshed og om kærlighed og afsavn. Wodin tegner et meget rørende og personligt portræt af en kvinde, der aldrig giver op – en kvinde, som deler skæbne med tusindvis af andre emigranter verden over.

På flugt mod nord udspiller sig i Norden. Hvor det præcist er, fremgår ikke tydeligt, bortset fra en indgående beskrivelse af samernes land. Læseren gelejdes ind i et næsten mytologisk, nordisk miljø med ensomme godser, svage kvinder, stærke mænd og en hundredårig oldemor, der lever afsides på et loftkammer. Flugt mod nord er Klaus Manns første roman skrevet i eksil. Som litteraturens enfant terrible blev Klaus Mann repræsentant for den tyske kultur, som var tvunget i eksil af nazisterne. I Flugt mod nord skildrer han sin heltinde Johannas skæbne med indføling og sympati. Hun er splittet imellem individuel lykke og en højere ansvarlighed, mellem kærlighed og politik. Det meste kendte værk af Klaus Mann er romanen Mephisto, hvor han beskriver en medløbernatur.

"Hun havde det fint. Det var det første, jeg så. Hun lå fladt på ryggen i ambulancens hule under et af de der vaffelmønstrede tæpper, og hun havde mudder i ansigtet, og der stak slanger ud fra under tæppet, og en bippende skærm, der lignede en gammel computermodel, stod parkeret mellem hendes fødder som en lille hund, og hun var meget bleg, og hendes ansigt var underligt hævet under en iltmaske, men hun havde det fint." En helt almindelig formiddag bliver Adam kontaktet af sin 15-årige datters skole. Der er sket et uheld. Miriam faldt om og stoppede med at trække været grundet en allergisk reaktion – selvom hun ikke ellers er allergisk. Nu tager familien hul på en ny virkelighed, hvor ens børn kan falde om når som helst, og hvor de skal forsøge at udholde en hverdag, der ligger som en tynd skal over den lurende katastrofe. Sarah Moss blev uddannet på Oxford universitet og underviser i øjeblikket i creative writing på Warwick universitet. Hun har udgivet seks romaner, og hendes værker er tre gange blevet nomineret til Wellcome Book Prize. I Tidevandszonen er Sarah Moss’ første udgivelse på dansk.

Barnebarnet handler om Kaspar og Birgit, der flygter fra Østtyskland i kærlighedens og frihedens tegn, og de konsekvenser det får for deres liv og deres efterkommere. Romanen tegner et mikrokosmosisk billede af Tysklands komplekse historie. Kaspars beslutning om at søge efter sin skjulte datter, Svenja, og forsøge at etablere forbindelse til hende, skaber et narrativt spor, der ikke kun udforsker familiens dynamik, men også samler trådene af Tysklands politiske, sociale og kulturelle landskab. Barnebarnet af Bernhard Schlink er et dybtgående politisk portræt af Tyskland og en rørende fortælling om kærlighed, tab og forsoning. Schlinks evne til at forene det politiske og det personlige, det historiske og det eksistentielle, gør denne bog til en bemærkelsesværdig læseoplevelse, der efterlader en dyb forståelse af Tysklands komplekse fortid og dets vedvarende indflydelse på vores liv i dag.

LILLE MAND - HVAD NU? er historien om Pinneberg, der må kæmpe mod brutaliteten i 1930’ernes Berlin, men også historien om hans kamp mod brutaliteten i ham selv. Det er en kamp for familien og kærligheden, for hans elskede kone Lamseben - og deres lille dreng, som de kalder Sardinen. En kamp, der genspejles i millioner af familier overalt i verden, i 1930’ernes økonomiske krise som i dag. Hans Falladas roman fra 1932 – året før Hitlers magtovertagelse – er en humoristisk verdensklassiker, som forlaget Silkefyret i samarbejde med Jacob Jonia har oversat og redigeret i en flot nyoversættelse. Det er den fulde udgave, der for første gang bliver oversat til dansk. Og Jacob Jonia, der i øvrigt har oversat adskillige Fallada-bøger til dansk (på People’s Press) er nået i mål med et sprog, der både er respektfuld overfor det gamle sprog, men som også forholder sig til nutidens - og som ikke virker håbløst forældet. Bogen har et forord af Martin Lyngbo, der satte romanen i scene på Mungo Park for år tilbage.

Magnus Saxtorph har i en menneskealder været prominent litteraturkritiker på et stort dagblad og ikke bare beundret af læserne, men også af sin hustru og datter. Men tiderne ændrer sig, for ham til det værre, og det kan han af flere grunde ikke lade familien vide. Virkeligheden lader sig dog ikke sådan styre, og snart er alt på spil for den gamle mesterskribent. De sidste 10 eller 11 dage i Magnus Saxtorphs sælsomme og ulykkelige liv er en roman om løgne, litteratur, gode og onde viljer og voldsomme forandringer på en kulturredaktion.

"Denne dreng, ni eller ti år, skræmte mig fra vid og sans… Men det er som om, jeg aldrig har gjort andet end at stå der og stirre på ham. Det er den dybe alvor i hans blik, tror jeg, som fastholder mig. Aldrig ser han op på mig, han har hænderne fulde. Men hvis hans blik skulle komme til at strejfe mit, ville han måske se det samme i mit blik, som jeg ser i hans? Jeg står her og ser på ham. Jeg kan ikke løsrive mig. Jeg føler, jeg kender ham. Det er ham, ikke mig, som er Sauermugg." Sauermugg er en energisk roman, en gribende fortælling om et menneske i eksistentiel nød, præget af stor sproglig kraft, intense beskrivelser af magtens og kærlighedens mekanismer - og en god portion kulsort humor. Romanen foreligger nu for første gang på dansk med inspirerende og perspektiverende efterord af John Erik Riley. «Hele romanen er let og elegant, i korte og forsigtige, markeredeafsnit, springende og konsistent på samme tid, fuld af hylende sorte morsomheder, vilter med vittige og vide formuleringer, lagt i pennen og munden på en mand, som siger om sig selv, at det har aldrig faldet mig naturligt at være naturlig.» Jan Askelund, Stavanger Aftenblad

1851: En purung Henrik Ibsen dukker uanmeldt op i Bergen for at arbejde ved Det norske Theater. 170 år senere kommer forfatteren Erlend O. Nødtvedt i besiddelse af nogle sensationelle oplysninger, som gør, at historien om Ibsens seks år i det regnfulde Bergen må skrives helt om. ”En vildt fabulerende og underholdende roman ... Bergenhistorie, kultur og mytologi står centralt, og elementer fra Ibsens litterære univers flettes skarpsindigt ind. Nødtvedt skriver så det gnistrer, imponerer med eminent sprogsans, finurlig stil- og genreblanding, og et enestående talent for komik.” Sigmund Jensen, Stavanger Aftenblad, Årets bedste bøger