Søgeresultater: 2

Astrid er drevet af en længsel efter at blive sig selv. En længsel der tvinger hende ud i hvad der ligner selvdestruktion. Hendes virkelighedsopfattelse er fragmenteret, på samme måde som romanens form er fragmenteret, springende mellem før og nu.
Hun springer mellem et nu der bygger på en illusion og en fortrængt fortid. Hun iscenesætter nuet uden at være bevidst om, hvad det er hun vil. Hun ved et sted inde i sig selv, at hun skal gennem en forløsning, at det er en nødvendighed for hende. Da hun begynder at gå i opløsning, begynder hun at kunne huske, og fortrængningerne begynder at vise sig for hende.
At dette sker bruger hun mange kræfter på at holde væk. Hun fortrænger i nutiden ligesom hun fortrængte i fortiden. Hvad er det der får hende til at bryde sammen? Det er det hun udsætter sig for. Det er Arnes utroskab, og det er hendes arbejde som nattevagt. Hun føler hun skal udholde dette arbejde, selv om det gør hende bange.

Hør lyset lande på musvit er en roman om hjemvé. Den er en sanselig skildring af, hvordan aborter erfares som en forandring i kroppens resonans, og om hvordan denne forandring bliver en afgrænsning af en barndom. Bogen er en fortælling om rødder og ophav, hvad man tager med sig, og hvad man forlader. Den handler om duer og solsorte, om skrøbelighed og forfald, og om nødvendigheden af at insistere på forbindelser i verden. Og om at kæmpe med det blødeste, man har.