Søgeresultater: 2

”Hvem er du? Du må ikke være her.” Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord. ”Jeg hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors. Han granskede mig et øjeblik. ”Hvor gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller fortælle sandheden. ”Tolv,” svarede jeg. ”Og hvor gammel er du?” ”Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han. ”Nå, der er da et stykke tid til.” ”Ja, okay.” Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig. Forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges. I den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over voksenlivets komplikationer og omvendt. Anita Albers, 1974, er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere udgivet to romaner, en kostbog og en YA-roman.

Bogen handler om Eve. Den følger hende fjorten dage igennem livet, fra hun er en lille glad og bekymringsfri pige på syv år indtil hendes halvfjerdsårs fødselsdag. De fjorten dages sorger og glæder er væsentlige i forhold til at forme Eves liv. Det er fjorten dage, der fortæller om en stor sorg i Eves liv og om hendes udvikling over en ulykkelig og forvirret ungdom, indtil drømmen kommer ind i hendes liv. En drøm, der kommer til at gøre hende til et fremtidens ikon og til et håb for Jordens mangfoldighed. Uddrag af bogen Elefanten har en lænke om det ene ben. Den står bare og tripper på stedet. Det føles helt anderledes, end når bjørnemanden står og går på det samme sted. Han er jo bare en skulptur. Men elefanten er levende. Det kramper i min mave at se ham stå sådan. Imellem elefanten og os er der en dyb grav ligesom udenfor. Elefanten stirrer ud over graven med et tomt blik. Snablen hænger slapt ned. Så får elefanten øje på mig. Dens øjne kigger lige ind i mine. ”Hjælp mig!” Råber den uden at andre, end jeg kan høre det. Jeg ved ikke, hvem der har mest brug for hjælp. Den eller mig. Jeg begynder at græde. ”Jeg vil hjem,” hulker jeg. Om forfatteren Gitte Paracha Thorhauge har tidligere udgivet romanerne Anna Rubina – Slægt, Anna Rubina og Jeg brænder sgu fucking hele lortet. Derudover har hun udgivet to digtsamlinger og kattebogen Kattens til kærlighed.