Søgeresultater: 2

Patricia fortæller om sin familie og det liv, der udfolder sig i den: om ganske almindelige og trivielle konflikter, mellem forældre og børn, mellem forældrene indbyrdes, om den ambitiøse advokatmor, om faderens nye kæreste, Lise, om lillebroren Felix - alt sammen beskrevet med den inderlige foragt, Patricia omfatter det hele med: Det er ikke et autentisk liv, de lever, mener hun, det er et "postkortliv". Og hun lader ingen være i tvivl om sin ringeagt.

Men langsomt går det op for læseren, at der da vist er noget helt andet på færde i Patricia: Patricia viser sig at have meget specielle evner: Hun kan gå gennem vægge, hun kan flyve, hun kan gøre, hvad hun ønsker, i retning af at bevæge sig på tværs af tid og rum. Og hun begår bankrøverier sammen med Felix, hun stjæler ubesværet biler og flygter i dem, hun lever i et parallelunivers til den sædvanlige, normale; hun sprænger alle forestillinger om sædvane og normalitet.

Romanen begynder den 11. september 2001, da Kim Dahlman-Winther - en desillusioneret, lettere kuldslået ca. 60-årig mand - sidder i sit sommerhus og på tv følger begivenhederne i New York. Med samme kompositionsprincip som i trilogiens to første bind, Esbern og Hovedløs, klippes der i tid. Vi følger Kim, fra vi slap ham i midten af 1940'erne til denne skelsættende dato. Men til forskel fra de to foregående romaner, hvor synsvinklen skiftede mellem det store persongalleri, ligger den nu udelukkende hos Kim.

Kim har kunstnerdrømme, men har aldrig ført dem ud i livet. Nok i erkendelse af, at de ikke kan bære. Han er endt som scenograf, en glad amatør, som han siger, der lever af at lave kulisser. Kim er ingen lykkelig mand, han er en uforløst middelmådighed, der forsøger at gebærde sig mellem tilværelsens sætstykker. Hans ægteskab med den begavede museumsinspektør Jette Rigger-Christiensen er gået i stykker. Hans forhold til både moderen og søsteren er distanceret. Hans farmor, kunsthistorikeren Henriette Dahlman-Winther, der har været familiens store, dominerende skikkelse, ender som mere eller mindre senil. Hans forsøg på at finde ud af, hvorfor hans far, den mytologiske Esbern, tog af sted til Spanien for at bekæmpe fascismen, ender i den ret triste konklusion, at han simpelt hen ikke kunne holde den kvindedominerede og (små-)borgerlige lukkethed ud og derfor stak af ...

Alt er kort sagt noget rod.