Jens og Marie er ikke blot en dokumentarisk roman, der skildrer Jens og Maries kærlighed, samliv – og deres kamp for en genforening. Linda Lassen formår samtidig overbevisende at skildre et amputeret Danmark i brydningsårene. De indenrigspolitiske forviklinger, Christiansborgs Brand, Hørup og Brandes der tilslutter sig Det radikale Venstre, modens luner og dagliglivet i København. Mens hovedstadens intellektuelle borgerskab diskuterer lilleputstatens problemer og i realiteten vender ryggen til de nationale realiteter, fængsles Jens Jessen gang på gang for sin kamp for Danmark. Og efter Jens’ død viderefører Marie den fælles kamp.