Søgeresultater: 4

35-årige Kristina forlader efter otte års ægteskab sin norske mand og flytter ind i et gammelt arbejderhus i nærheden. Det er tid til at gøre status. Hvad har opvæksten på den småflippede højskole gjort ved hende? Hvad med tiden i København med de mange erotiske affærer? Hvorfor valgte hun jordemoderuddannelsen fra for at blive designer - når hun alligevel endte som almindelig dameskrædder? Hvornår finder hun ud af, hvad hun egentlig vil? Hvem er hun?

Johanne, hendes mand Jakob og deres tre børn tager som altid af sted til deres sommerhus på Fanø for at tilbringe ferien der. Alt forløber, som det plejer, med strandliv, dasen, selskabelighed, snak, men med den ene undtagelse, at Johanne efter en meget våd sankthansfest går med en fremmed mand hjem. Hun lister ubemærket tilbage til sin familie om morgenen - det har været et øjebliks spænding, der står i modsætning til hendes  lidt lidenskabsløse, rutineprægede, men velfungerende og harmoniske familie- og hverdagsliv .

Sommerferie er en ægteskabsroman om et forhold, der fungerer, men hvor den enes drift mod spænding bliver fatal.

Anne Marie Ejrnæs' roman Tilde i Tuse foregår i første halvdel af det tyvende århundrede.

Tilde er 21 år og har netop fået sin første stilling som forskolelærerinde på Sorøkanten. Året er 1912. Det har ikke været nogen selvfølge, at uddannelsen er kommet i hus; der har ikke været megen støtte hjemmefra. Kæresten hedder Kristian og er soldat, men det trækker ud med brylluppet. Tilde har problemer med disciplinen i sine klasser, og hun har det heller ikke nemt med sine kolleger. Til gengæld har hun sit klaver og den musikalske veninde Regitze, der har givet hende øre for musikken, og den kommer til at spille en stor rolle i hendes liv.

København 1875. Qua en forelskelse trækkes den forudsætningsløse 21-årige Frederikke ind i en celeber kreds af moderne fritænkere i miljøet omkring Georg Brandes. Selv om det lykkes hende dårligt at blive en del af det miljø, hun så gerne vil tilhøre, kommer disse år til at stå som nogle af de vigtigste i hendes liv. Det står klart, da vi møder Frederikke igen i årene op til hendes død i 1933. Nu sidder den gamle dame tilbage, bitter og frustreret over, at hun ikke magtede det liv, hun gerne ville have levet.


"Som roman er Jette A. Kaarsbøls debut kendetegnet ved sikker stofbeherskelse, stor bredde i det sproglige register og originale fortælletekniske greb ... (at hun) som en anden Karen Blixen bruger sin skrift og hele stil som en slags oprørsform og dermed stiller værket suverænt og frit i forhold til den forudsatte læser og over for litterær konvention. På god postmodernistisk facon krænger romanen sit indre ud og afslører sig som spøg og spil. Med Den lukkede bog har vi fået en mere end lovende debut af en ambitiøs forfatter med holdninger til kærlighed og frihed."
Erik Skyum-Nielsen, Information

"En særdeles velfortalt historisk roman om kærlighed i det moderne gennembruds tid. Den rammer lige ind i vor egen tids tvetydige opgør med kulturradikalismen ... en yderst dreven fortæller med et velgørende overskud af sprog. Ligesom Pontoppidan ejer Kaarsbøl en skikkelsesdannende evne, som er sjælden, og som gør, at personerne ikke bare er karikerede papfigurer men virkelig lever og ånder i en tredimensionel verden. Selv træder Kaarsbøl imponerende sikkert ind i en realistisk tradition, der skriver sig tilbage til det moderne gennembrud, som hun på én gang arver og kuldslået forholder sig kritisk til."
Lars Handesten, Berlingske Tidende

"En af den slags sjældne udgivelser, der overrumpler. Ikke alene i kraft at det talent, den demonstrerer. Men også fordi absolut ingen i danske litterære kredse nogen sinde havde hørt om forfatteren før den dag, da hun ... lod et manuskript på over 500 sider dumpe ind hos Gyldendal og hensatte de garvede forlæggere i forundring over, at noget så helstøbt kunne komme fra en person, der aldrig tidligere har udgivet så meget som et lille bitte digt i et litterært tidsskrift."
Søren Kassebeer, Berlingske Tidende

"Jette Kaarsbøls overbevisende debut tilgodeser både litteraturens grovædere og de kræsne sprogsmagere. Forfatteren behersker det store format, et myldrende persongalleri og sin egen moderne forfatterrolle, som hun endda har frækhed og overskud til (sine steder næsten risikabelt) at minde om. Hun har modet til bardus at lade forfatterstemmen kommentere moral- og samfundsforhold midt i fortællingen, som da heller ikke lader sig standse."
Marie Tetzlaff, Politiken