Søgeresultater: 7

I 2009 gennemgår Rachel Cusk en skilsmisse, og i efterdønningerne står en kvinde med sine to døtre. Hun er ramt, rasende og sårbar, og samtidig må hun definere rollen som kvinde, mor og menneske på ny. Og hun må forholde sig til egne bristede drømme og illusioner såvel som omverdenens forestillinger og konventioner.

Som fraskilt føler hun sig kastet ud af fællesskabet af mere vellykkede kernefamilier og gifte venner, der trænger sig på med velmenende råd. Kan hun genfinde fodfæstet og skabe en ny hverdag for sig selv og sine børn, når intet længere føles stabilt eller normalt? Hvordan er man en god mor for sine teenagebørn? Og hvad med kærligheden?

Efterskælv udkom på engelsk i 2012 og vakte furore. Den foregriber på mange måde den banebrydende Faye-trilogi (Omrids, Transit og Kudos), der har taget anmeldere og læsere med storm og har gjort Rachel Cusk verdensberømt, som en fornyer af romankunsten i form og skrivestil.

I Efterskælv vender hun blikket indad og ser på parforholdet, kærligheden, moder- og forældreskabet gennem sit præcise og usentimentale sprog. Det er en undersøgelse og en fortælling, hvor sandhedssøgen aldrig går på kompromis med sprogets og fiktionens skønhed. Cusk forener lynskarp analyse med en rammende og rå beskrivelse af mennesker og relationer i krise og forandring. Det er en bog om en kvinde og en lille familie på vej gennem kaos fra et sted til et andet, fra en livsform til en anden.

 "Hun er så præcis, så præcis, så præcis!" Ida Jessen 

"En exceptionel formidler af kvindelig erfaring." Financial Times

"Viser os, at litteraturen, i lighed med livet, er mest intens, når alt står på spil." Morgenbladet

"Et mesterværk." Dagens Nyheter

I 1890 vender Idas storebror hjem til Stubbekøbing på sommervisit. Med sig har han en ung malerkollega ved navn Vilhelm Hammershøi. Inden sommeren er ovre, er Ida og Vilhelm forlovet.

Da Leonora efter mange år får succes som forfatter med erindringsromanen Den, der lever stille, beslutter hun at skrive den faktiske historie om alle årene, der gik forud. Om at vokse op som åbenmundet outsider i Helsinge. Og om at ankomme med firetoget til København, springe ud som lesbisk og leve i skyggen af sine forældres fordømmelse.

Sofie vokser op med kærlige, men kaotiske forældre, og med tiden vokser følelsen af hjemløshed. Det bliver ikke lettere for Sofie at finde et fast holdepunkt, efter familiens historie bliver forsidestof.

SIGNE OG HENDES DATTER er tredje og sidste bind i Lars Johanssons romantrilogi om Signe Gondrup, der som ung kvinde under anden verdenskrig forelskede sig i den tyske officer Felix Markworth, der var udstationeret i Skanderborg. I krigens sidste år fulgte hun efter ham til Tyskland, hvor hun efter kapitulationen arbejdede for den amerikanske hær. Efter en voldtægt blev hun gravid og fødte datteren Kirsten.  I 1948 vendte hun hjem til Danmark. Hun blev anholdt ved ankomsten til Padborg og derefter idømt en fængselsstraf på et år og måtte overlade Kirsten til sine forældre.

SIGNE OG HENDES DATTER fortsætter, hvor SIGNES HJEMKOMST slutter. Det er februar 1949 og Signe prøver at skabe sig et nyt liv i København, men hun må erkende, at hun ikke kan undslippe sin fortid og at sladderen følger hende til København. Samtidig vokser Kirsten op hos sine bedsteforældre i Skanderborg, hvor hun bliver betragtet som tyskerunge. Gennem hele sin opvækst længes hun efter sin smukke men fjerne mor, som hun sjældent ser, mens hun prøver selv at skabe en historie om den far, som ingen, heller ikke Signe, vil eller kan fortælle hende om.

I romanen følger vi Kirsten og Signe og deres forsøg på at finde deres plads i verden både med og uden hinanden fra Kirstens tidlige barndom i Skanderborg til hun sidder ved Signes dødsleje på et hospital i Wales.

SIGNE OG HENDES DATTER er en gruopvækkende, men medrivende roman baseret på en sand historie, der viser krigens umenneskelighed og frygtelige konsekvenser. Det er en fortælling om, hvordan traumer nedarves gennem generationer, men også hvordan man kan prøve at løsrive sig fra dem.

I den lille hytte på skærgårdsøen Klovharu har Tove Jansson og hendes partner Tuulikki Pietilä tilbragt næsten 30 lange, solfyldte somre sammen. Tove er blevet 77 år gammel, der er tre dage tilbage af den sidste sommer, de to vil tilbringe på øen nogensinde. De skal pakke et voksenlivs somre sammen og aldrig komme tilbage, og Tove ser tilbage på et langt, eventyrligt liv med kunst og litteratur, kærlighed, varme, kulde, modvind og diskrimination, og selvfølgelig et liv fuldt af mumitrolde. Maria læser biologi på universitetet, men hun har svært ved at samle sig om studiet. Hun drømmer om at gøre noget for miljøet og om kunst, hvordan kan man få mereud af livet? Og hun drømmer om at møde sit idol Tove Jansson, så da hun opdager, at universitetet udbyder et sommerkursus i nærheden af Klovharu, slår hun straks til. Hun skriver et brev til Tove, som hun håber, forfatteren vil læse, og så tager hun af sted. Da hun møder Tove, åbner en ny verden sig for hende, en verden, hvor livet leves for skønheden og for kunsten.

Marianne Horsdal har som professor ved SDU i mere end 30 år forsket i livsfortællinger. Nu har hun skrevet sin egen. Hendes fortællinger, der er en let fiktionalisering af hendes eget familie- og ungdomsliv, er en fascinerende-broget historie om et liv, der næsten er for kulørt til at være sandt. Stedet er trekanten mellem, Kerteminde, Staures hoved og Fyns hoved. Hun voksede op som datter af en herregårdsskytte og ”Filla” og var selv ung studerende, dengang ”senkapitalismen” buldrede derudaf med voldsomme forandringer. Dem oplevede hun en del af, men en meget stor del af fortællingernes dramatik fortælles gennem ”Gogo”, broren, der levede hele sit korte liv på kanten og endte med at falde ud over den. Ved siden af de unge, Marianne og Gogo, tegner bogen ikke mindst et portræt af herregårdsskytten, hendes far, en dybt anakronistisk (og derfor morsom) gammel Hug-af. Udover de mange familietrakasserier giver Marianne Horsdal et glimrende indblik i de regler, der var gældende i de feudale hierarkier. Men de smukke landskaber, og ”Danmarks bedste jagt ” i Hjerringe indrammer bogen. Det er følsomt at famle i fortiden for at finde det sted, hvortil man er bundet og knyttet, siger Marianne Horsdal. Hendes barndom og ungdom var gennemstrømmet af en feudal romantisk, som for længst er borte med blæsten. Som en Scarlet O’Hara af Hindsholm – uden land. ”Sproget er så sanseligt og rigt, at man kan gro blomster i det, sprogblomster. Feudale fortællinger er lige så smukke som deres titel.” skriver Knud Romer, der både har læst og inspireret forfatteren.