Den lille dreng er syv år gammel og har netop mistet sin mor. En morgen kommer en fremmed kvinde ud fra farens soveværelse og indtager morens plads. Mens drengens far kaster sig over arbejdet på byggepladsen, flygter drengen med sine tinsoldater ind i en eventyrlig parallelverden. Han hører bedstemorens stemme fortælle – om de drømme menneskene bar på længe før han fandtes, om hvad det vil sige at høre sammen.