Det er 1945, og Berlin har brug for hjælp. Erik Frandsen føler sig kaldet. Snart er den unge lærer landet i østblokken, og det kommer til at ændre hans liv. For evigt.
Hvor fremmelig hun end er, er Freja kun en teenagepige, og Erik ved, deres forhold ikke kan udvikle sig ud over det platoniske. Han gifter sig og får børn med Ursula, men dermed er hans lykke ikke gjort. Kærlighedsdramaet forbliver det dominerende element i hele hans tilværelse. Ursula er det fornuftige og socialt acceptable valg. Liesa, der kommer valsende ind fra sidelinjen, er fængende, grænsende til brandfarlig. Freja er psykisk syg og ustabil. Og Berlin i efterkrigstiden er en by, der ikke tager synderlige hensyn til sine små menneskers håb og drømme.