Den midaldrende Jacob har haft sine op- og nedture i livet, men en dag bliver han velsignet
med et kærlighedsforhold til den yngre kollega Therese. Jacob har tilsyneladende fundet lykken, og da de får et barn, føler han, at målet er nået. Imidlertid begynder parforholdet efter noget tid at udvikle sig negativt, og de beslutter sig for at opsøge en parterapeut. Egentlig burde parret være på rette vej, men tværtimod er det netop her, kæden hopper af for Jacob.
Og mens englene græder er en roman om tro, had og kærlighed – og om hvorvidt drab kan tilgives. Og hvis man kan tilgive, hvad så med den dårlige samvittighed, der følger én som en skygge? Måske handler det slet ikke om at få Guds eller offerets tilgivelse, men derimod om at kunne tilgive sig selv.