Søgeresultater: 5

En gang imellem sker det, at et ungt menneske, uden forudsætninger eller litterær bagage, får en til at stoppe og lytte efter. Det er stemmen, evnen til at formidle eget og andre unges univers. Den stemme er LEA. Som 14-årig skrev hun disse digte, som hun nu debuterer med. Lea Pedersen, f. 2004

”Hvem er du? Du må ikke være her.” Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord. ”Jeg hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors. Han granskede mig et øjeblik. ”Hvor gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller fortælle sandheden. ”Tolv,” svarede jeg. ”Og hvor gammel er du?” ”Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han. ”Nå, der er da et stykke tid til.” ”Ja, okay.” Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig. Forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges. I den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over voksenlivets komplikationer og omvendt. Anita Albers, 1974, er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere udgivet to romaner, en kostbog og en YA-roman.

Bogen handler om Eve. Den følger hende fjorten dage igennem livet, fra hun er en lille glad og bekymringsfri pige på syv år indtil hendes halvfjerdsårs fødselsdag. De fjorten dages sorger og glæder er væsentlige i forhold til at forme Eves liv. Det er fjorten dage, der fortæller om en stor sorg i Eves liv og om hendes udvikling over en ulykkelig og forvirret ungdom, indtil drømmen kommer ind i hendes liv. En drøm, der kommer til at gøre hende til et fremtidens ikon og til et håb for Jordens mangfoldighed. Uddrag af bogen Elefanten har en lænke om det ene ben. Den står bare og tripper på stedet. Det føles helt anderledes, end når bjørnemanden står og går på det samme sted. Han er jo bare en skulptur. Men elefanten er levende. Det kramper i min mave at se ham stå sådan. Imellem elefanten og os er der en dyb grav ligesom udenfor. Elefanten stirrer ud over graven med et tomt blik. Snablen hænger slapt ned. Så får elefanten øje på mig. Dens øjne kigger lige ind i mine. ”Hjælp mig!” Råber den uden at andre, end jeg kan høre det. Jeg ved ikke, hvem der har mest brug for hjælp. Den eller mig. Jeg begynder at græde. ”Jeg vil hjem,” hulker jeg. Om forfatteren Gitte Paracha Thorhauge har tidligere udgivet romanerne Anna Rubina – Slægt, Anna Rubina og Jeg brænder sgu fucking hele lortet. Derudover har hun udgivet to digtsamlinger og kattebogen Kattens til kærlighed.

Er det værd at finde sig selv, hvis man samtidig mister den, man elsker?

Det er blevet sommer i det lille skånske fiskerleje Kivik, og Sally er endelig blevet klar til at åbne sit pensionat for sommergæsterne. Hun må dog hurtigt sande, at det er sværere at drive et pensionat, end hun havde forestillet sig. 

Datteren Josefin kæmper for at blive selvforsynende på gården, men drømmen om et mere enkelt liv er svær at realisere, når pengene ikke rækker. Til sidste må hun og kæresten træffe en svær og skelsættende beslutning. 

I København sidder Vanja alene tilbage og savner sit barnebarn,  Josefin. Skal hun vove springet og vende tilbage til Kivik for at blive forsonet? Og kan Sally tilgive barndommens svigt?

ET MERE ENKELT LIV er andet bind i Anna Fredrikssons store svenske familiefortælling om mødre og døtre, om forsoning og tilgivelse og om at finde modet til at gå sine egne veje.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.