Søgeresultater: 2

Den perfekte elsker er en samlivsroman om seksualitet og spiritualitet.

Det er en sanselig fortælling om forskellige menneskers vej til frihed og forløsning: om nonnen søster Laura, der forskanser sig bag klostrets kølige mure som en flugt fra sin iboende sanselighed; om fotografen Jens, der søger sin forløsning gennem stimulanser og uforpligtende kærlighed; og om billedkunstneren Alba, der i sin søgen efter den perfekte elsker møder det højeste - og sig selv.

- Citat fra romanen
»Jeg har set, at der findes et rødt rum, som man kan træde ind i som mand og kvinde. I det rum brænder en evig ild. Og kærligheden bor derinde. Men man må ikke tage sine historier med derind, for så dør ilden. Jeg har også set, at der findes et rum uden farver. Her bor trygheden og afhængigheden. Man kan tage alle sine tomme mælkekartoner med derind. Man kan som to skrøbelige plankeværker læne sig op ad hinanden, til den svageste vælter. Man kan love hinanden, at man vil støtte og bære. Men der er ingen ild derinde. Der er kun hadet, som simrer i en gryde, der hvert øjeblik kan koge over og brænde på i store sorte flager. Jeg kender det rum fra dengang med Jens. Vi lovede hinanden, at vi ville støtte og bære. Vi ville for evigt være en del af hinandens personlige historie. Og da det svageste plankeværk styrtede sammen, så jeg, at kærligheden slet ikke boede i det rum. Men væggene var tapetseret med afhængighed. Og vi troede, det var kærlighed. Men i det røde rum er der ingen mælkekartoner. Der er heller ikke stokroseidyl og romantiske forestillinger. Der er bare kærlighed og tillid. Og en evig ild, der brænder.

Men jeg har set, at jeg kun kan komme ind i det røde rum. Hvis jeg kan være alene.«

Hvad hvis Prinsesse Diana ikke var død i 1997? Hvad hvis tragedien i den parisiske Alma-tunnel ikke havde fundet sted? Hvor ville hun være, og hvad ville hun lave? Monica Ali giver sit bud på, hvordan verdens mest berømte kvindes liv havde set ud.

Lydia er en kvinde i slutningen af 40’erne, som bor i den lille by Kensington i USA. Hun lever et stille og begivenhedsløst aleneliv og arbejder på et dyreinternat for herreløse hunde. Hun har en kæreste og især tre rigtig gode veninder, men ingen af disse får lov til at komme tæt på hende. Hun bærer nemlig på en hemmelighed: Hun er prinsesse Diana, og hun har iscenesat sin egen død og gennemført transformationen til mrs Nobody, som det er lykkedes hende at være i 10-12 år.
Valget var svært, men da presset fra kongefamilien, pressen, mandens elskerinde og hendes egen psykiske ustabilitet blev for stort, valgte Lydia at forsvinde og tage en ny identitet ved en fingeret drukneulykkke i Sydamerika. Hun fik hjælp af privatsekretæren Lawrence, hvis version af historien fortælles i 1998. I brevform får vi detaljerne om, hvorledes Diana/Lydia blev bragt i sikkerhed i Brasilien, gennemgik omfattende kosmetiske operationer og ændring af alt det, der kunne afsløre hende: fx stemme, kropsholdning og øjenfarve.
Så får Kensington besøg af en kendt fotograf: John Grabowski har fulgt det engelske kongehus gennem en årrække og har leveret utallige gode skud til pressen. Hans foretrukne motiv indtil 1997 var prinsessen, hvis kropsholdning, ansigtsudtryk og øjne han kan udenad. Og ja, så sker det, der ikke må ske: Lydia er ikke længere i sikkerhed.