Søgeresultater: 25

Smukt og stærkt portræt af en kvinde, hendes relationer og fortidens svære valg

Nøjsomheden af Stine Askov er en kærlighedsfuld roman om den unge Mona, der bor i ghettoen Nøjsomheden og skal finde vej i livet med en spraglet familie af samlere, pushere og handlekraftige kvinder. Selv drømmer hun sig væk i bøgernes verden og skriver små post-it-anmeldelser på de brugte værker i Nøjsomhedens byttecentral ved vaskekælderen. En dag får Mona gennem moster Tut arbejde i Lindas Boghandel, og her bemærker hun en ung mand, der åbner bøgerne lige så nænsomt som hun selv. Nikolaj er på udkig efter Søren Ulrik Thomsens City Slang, mens Mona er mere til Tove Ditlevsen og Sophus Clausen. De mødes over bøgerne, og selvom Mona lige skal tyde, hvad der sker i mellemrummene mellem Nikolajs sætninger, bliver hun helt og aldeles forgabt i ham. Men Monas tidligere kærlighedsliv har været en blandet affære, og det er en krævende øvelse for hende at bevæge sig håbefuldt og drømmende gennem tilværelsen. 

Nøjsomheden er en rå og medrivende roman om at blive til som menneske gennem bevidstheden om, hvor man kommer fra.

Helen er ved at finde fodfæste efter at have mistet sin mand, og mod alle odds får hun fejret sin 50-års fødselsdag. Samme nat vender hendes drømme tilbage – og så er den gal igen. Hendes krop begynder at leve sit eget liv – nu på en ny måde – og Helen bliver konfronteret med fryden og frygten forbundet med at give sig hen til et andet menneske. Helen drømmer er en selvstændig fortsættelse af romanen Helen lyver. Det er en fortælling om sorg, tilgivelse og kærlighedens ustyrlige og uudgrundelige væsen.

Marianne Horsdal har som professor ved SDU i mere end 30 år forsket i livsfortællinger. Nu har hun skrevet sin egen. Hendes fortællinger, der er en let fiktionalisering af hendes eget familie- og ungdomsliv, er en fascinerende-broget historie om et liv, der næsten er for kulørt til at være sandt. Stedet er trekanten mellem, Kerteminde, Staures hoved og Fyns hoved. Hun voksede op som datter af en herregårdsskytte og ”Filla” og var selv ung studerende, dengang ”senkapitalismen” buldrede derudaf med voldsomme forandringer. Dem oplevede hun en del af, men en meget stor del af fortællingernes dramatik fortælles gennem ”Gogo”, broren, der levede hele sit korte liv på kanten og endte med at falde ud over den. Ved siden af de unge, Marianne og Gogo, tegner bogen ikke mindst et portræt af herregårdsskytten, hendes far, en dybt anakronistisk (og derfor morsom) gammel Hug-af. Udover de mange familietrakasserier giver Marianne Horsdal et glimrende indblik i de regler, der var gældende i de feudale hierarkier. Men de smukke landskaber, og ”Danmarks bedste jagt ” i Hjerringe indrammer bogen. Det er følsomt at famle i fortiden for at finde det sted, hvortil man er bundet og knyttet, siger Marianne Horsdal. Hendes barndom og ungdom var gennemstrømmet af en feudal romantisk, som for længst er borte med blæsten. Som en Scarlet O’Hara af Hindsholm – uden land. ”Sproget er så sanseligt og rigt, at man kan gro blomster i det, sprogblomster. Feudale fortællinger er lige så smukke som deres titel.” skriver Knud Romer, der både har læst og inspireret forfatteren.

Kirsten er vred. På sin datter, som ikke vil tage en uddannelse, der svarer til hendes evner, på sin søn, som ikke vil slippe hende, på sin mand, som er et skvat, men allermest på sin mor, Agnes, hvis anerkendelse hun lige siden barndommen har længtes efter.  Parallelt med at den viljestærke Agnes nærmer sig livets afslutning på et plejehjem, får Kirsten chancen for at ændre sit liv og for at se sig selv på en anden måde, men vil og tør hun det, når det kommer til stykket? SORTEHUSENE er en roman om kvindeliv, om forholdet mellem mor og datter og om de mørke hemmeligheder, en familie gemmer på, skrevet med fintmærkende sans for persontegninger og menneskelige relationer.

En gang imellem sker det, at et ungt menneske, uden forudsætninger eller litterær bagage, får en til at stoppe og lytte efter. Det er stemmen, evnen til at formidle eget og andre unges univers. Den stemme er LEA. Som 14-årig skrev hun disse digte, som hun nu debuterer med. Lea Pedersen, f. 2004

En roman om hvordan man lærer at leve, når begge ens forældre har valgt livet fra, og man pludselig står alene. Henriette Houths smukke lyse prosa tager livtag med et tabuiseret og følsomt emne.

I 1890 vender Idas storebror hjem til Stubbekøbing på sommervisit. Med sig har han en ung malerkollega ved navn Vilhelm Hammershøi. Inden sommeren er ovre, er Ida og Vilhelm forlovet.

Da Leonora efter mange år får succes som forfatter med erindringsromanen Den, der lever stille, beslutter hun at skrive den faktiske historie om alle årene, der gik forud. Om at vokse op som åbenmundet outsider i Helsinge. Og om at ankomme med firetoget til København, springe ud som lesbisk og leve i skyggen af sine forældres fordømmelse.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.

Det er blevet sensommer i Kivik, og æbletræerne bugner af modne frugter.

Vanja holder et malekursus, der vækker minder til live, og hun beslutter sig for at rejse til Stockholm for at opsøge den mand, hun aldrig helt har glemt.

Sally har travlt med at drive Pensionat Pomona sammen med sin store kærlighed, Peter – men skjuler han noget for hende?

Josefin har åbnet en butik med vintagetøj, men kunderne udebliver. De lokale kigger skævt til hende og Harald, og Josefin er villig til at gå langt for at passe ind. Måske endda for langt?

VEJEN TIL ÆBLERIGET er tredje og afsluttende bind i Anna Fredrikssons store svenske familiefortælling om mødre og døtre, om forsoning og tilgivelse og om at finde modet til at gå sine egne veje.

Bogen handler om Eve. Den følger hende fjorten dage igennem livet, fra hun er en lille glad og bekymringsfri pige på syv år indtil hendes halvfjerdsårs fødselsdag. De fjorten dages sorger og glæder er væsentlige i forhold til at forme Eves liv. Det er fjorten dage, der fortæller om en stor sorg i Eves liv og om hendes udvikling over en ulykkelig og forvirret ungdom, indtil drømmen kommer ind i hendes liv. En drøm, der kommer til at gøre hende til et fremtidens ikon og til et håb for Jordens mangfoldighed. Uddrag af bogen Elefanten har en lænke om det ene ben. Den står bare og tripper på stedet. Det føles helt anderledes, end når bjørnemanden står og går på det samme sted. Han er jo bare en skulptur. Men elefanten er levende. Det kramper i min mave at se ham stå sådan. Imellem elefanten og os er der en dyb grav ligesom udenfor. Elefanten stirrer ud over graven med et tomt blik. Snablen hænger slapt ned. Så får elefanten øje på mig. Dens øjne kigger lige ind i mine. ”Hjælp mig!” Råber den uden at andre, end jeg kan høre det. Jeg ved ikke, hvem der har mest brug for hjælp. Den eller mig. Jeg begynder at græde. ”Jeg vil hjem,” hulker jeg. Om forfatteren Gitte Paracha Thorhauge har tidligere udgivet romanerne Anna Rubina – Slægt, Anna Rubina og Jeg brænder sgu fucking hele lortet. Derudover har hun udgivet to digtsamlinger og kattebogen Kattens til kærlighed.