Søgeresultater: 8

Bogen handler om Eve. Den følger hende fjorten dage igennem livet, fra hun er en lille glad og bekymringsfri pige på syv år indtil hendes halvfjerdsårs fødselsdag. De fjorten dages sorger og glæder er væsentlige i forhold til at forme Eves liv. Det er fjorten dage, der fortæller om en stor sorg i Eves liv og om hendes udvikling over en ulykkelig og forvirret ungdom, indtil drømmen kommer ind i hendes liv. En drøm, der kommer til at gøre hende til et fremtidens ikon og til et håb for Jordens mangfoldighed. Uddrag af bogen Elefanten har en lænke om det ene ben. Den står bare og tripper på stedet. Det føles helt anderledes, end når bjørnemanden står og går på det samme sted. Han er jo bare en skulptur. Men elefanten er levende. Det kramper i min mave at se ham stå sådan. Imellem elefanten og os er der en dyb grav ligesom udenfor. Elefanten stirrer ud over graven med et tomt blik. Snablen hænger slapt ned. Så får elefanten øje på mig. Dens øjne kigger lige ind i mine. ”Hjælp mig!” Råber den uden at andre, end jeg kan høre det. Jeg ved ikke, hvem der har mest brug for hjælp. Den eller mig. Jeg begynder at græde. ”Jeg vil hjem,” hulker jeg. Om forfatteren Gitte Paracha Thorhauge har tidligere udgivet romanerne Anna Rubina – Slægt, Anna Rubina og Jeg brænder sgu fucking hele lortet. Derudover har hun udgivet to digtsamlinger og kattebogen Kattens til kærlighed.

Politiassistent Lucy Kiehl er udlånt til Københavns politi og så småt på vej tilbage til Aarhus, da en kendt byggematador brutalt skydes ned i sin have på Frederiksberg. Og hvor den hårdtprøvede enke, midt i sorgen over sin mands død, skal føre virksomheden videre, må Lucy og hendes kolleger arbejde i døgndrift for at løse mysteriet om mordet på den magtfulde mand. Efterhånden som Lucy graver sig dybere ned i sagen, går det op for hende, at glansbilledet af den ellers så vellidte familie krakelerer. For hvem var egentlig Bernt Thaulows venner? Hvem var hans fjender? Og kan man regne med, at morderen ikke slår til igen …? Mit navn er Viktor er tredje bind i en ny krimiserie af M. Monteau. Handlingen udspiller sig i og omkring København med den stædige arbejdshest til en politiassistent: Lucy Kiehl fra Aarhus.

Tour de chambre er en roman om venskab, forelskelse og død – og om begæret efter at skrive og skabe. Et begær, der har sin egen vilje.

Jens Christian Grøndahls DAGE SOM GRÆS består af seks fortællinger; man kunne også kalde dem små romaner, korte romaner, hver især er de så stofmættede, tætte, koncentrerede, at der er rigeligt til en hel roman. De handler alle seks om mennesker på flugt, fra krig, fra sult, fra fattigdom, fra grimme oplevelser. De fleste foregår i Danmark, men der er også afstikkere til bl.a. Italien, Tyskland og Østrig. Fortællinger om flygtninge før og nu, om tro og ensomhed, om at gribe ind i andres liv og om at finde friheden på uventede steder.

12 skæbnefortællinger om livet og vores placering i det, om hvordan vi behandler hinanden, og om at alting ikke nødvendigvis er, som det synes på overfladen. Alvor, kærlighed, humor og stof til eftertanke. Bogen indeholder den prisvindende novelle "En tur til Malmö".

Rejsefører til ensomheden er en moderne dannelsesroman viklet ind i metabemærkninger. Stine mister sin mand midt i livet og får dermed ensomhed og datinglivet at føle.

I ‘Endnu er dagen ikke spildt’ putrer havregrøden i gryden, børnene skal vækkes, de skal i skole, opvaskemaskinen lugter som et indisk toilet, en løbetur giver dagen mening, så er den dag ikke helt spildt. Og en linje går gennem livet, kvinder, kvinder man har kendt, kærligheden som alle drømmer om og den protestantiske pligt til at få noget ud af livet.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.