Søgeresultater: 4

"Børn undfanget mens man er fuld tæller ikke" En ung, kvindelig socialarbejder fra Quebec arbejder hver sommer i Salluit, en nordlig inuit-landsby. Romanen er fortalt som kvindens indre beretning til Eva – Eva er der ikke mere, hun blev dræbt af sin kæreste og smidt i havet – og til Salluit i det hele taget. Et lavmælt, lyrisk skrig af afmagt, såvel som en kærlighedserklæring til indbyggerne, mest af alt børnene, i den korte barndom de har. Nirliit er et litterært spejl i hvilket nutidens inuitters muligheder og vilkår står krystalklart aftegnet. En roman om venskab, kærlighed, tilhørsforhold, rastløshed, natur og kultur. Og skyld.

I denne digtsamling kan du følge en kærlighedshistories forløb i digte, som beskriver en passion af uimodståelig styrke og altafgørende betydning, der skifter mellem heftig længsel og lykkelig opfyldelse. Den åbner sig som en strålende blå blomst i verdens midte, men den griber også ind i andre mennesker liv, som den ændrer, så de må finde nye baner, mens den selv udfolder sig i dybe skove, træder frem på natlige mennesketomme strande, hviler over sommerhavet og lyser over landskabets bakker i det tidlige forår. Uddrag af bogen BLØDE FJERNE RÅB Bløde fjerne råb fjedrer blidt og stadigt bag lave skove ... Det er gøgen, der øser sommerens dybder ind mod dit ansigt i skyggen under træet i den mættede blå skygge under træet men også bag solens honningmur ser jeg dig vinkende fjernt mens sommerdagen går hen går gennem skoven går gennem himlen eller vandrer hinsides alle solblanke skove og himle vandrer ligegyldigt hvor – Om forfatteren Flemming Skrydstrup, som er mag.art. i sammenlignende litteratur, debuterede i antologien Det lyse rum i 1960 og har senere skrevet digte i tidsskriftet Perspektiv. I 1971 oversatte han 3. bind af Politikens Verdenslitteraturhistorie fra svensk til dansk. I den forbindelse fordanskede han en række digte fra spansk, fransk og engelsk renæssancelitteratur. I 2014 udgav han en digtsamling, Vejen til havet, og i 2019 digtsamlingen Den kinesiske kejserdukke.

Den smukke Aurora Pettigrew har det hele: en kærlig familie, et nydeligt hjem og en bekvem livsstil. Det eneste, hun mangler, er den rigtige ægtemand – og i Auroras øjne er det Reid Sinclair, arvingen til ­Sinclair-formuen. Men Reids mor, Julia, synes ikke, at Aurora er god nok til Reid, og hun vil gøre alt for at forhindre en forlovelse. Hun afslører derfor på brutal vis en velbevaret familiehemmelighed, der får Auroras verden til at styrte sammen. Da Aurora ikke ønsker at bringe skam over sin familie, flygter hun hjemmefra. Hun forlader sit trygge liv og træder ind i en hård og ukendt verden. I Yorks fattigkvarterer må hun leve side om side med mennesker fra en underverden, hun ikke anede eksisterede. Hendes nye liv er skræmmende og udmattende, og hun har svært ved at acceptere sine drastisk ændrede levevilkår. Et tilfældigt møde med en mand fra fortiden giver dog pludselig Aurora muligheden for et nyt liv, men hun har stadig svært ved at glemme Reid, som hun har elsket i årevis. Da en tragedie rammer Aurora, slipper de hemmeligheder, hun har kæmpet for at holde skjult, ud, og Aurora står ved en ny skillevej. Skal hun glemme sit livs kærlighed eller kæmpe?

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.