Scenen er sat: New York i halvtredserne. Vi er i en diner, hvor detektiven Mike Hammer mødes med en rødhåret prostitueret. En mand, der også er til stede, generer hende på det groveste – og det virker, som om pigen kender ham på forhånd og bliver skræmt. Mike Hammer træder til og affærdiger manden. På trods af, at Hammer næsten ikke kender pigen, giver han hende lidt penge til at komme videre for – så hun kan få et rigtigt job. Herefter forlader han både dineren og hende.
Næste dag bliver hun fundet død – hun er tilsyneladende blevet offer for en flugtbilist. Dette tror Mike Hammer dog ikke spor på, så han sætter sig for at finde ud af, hvem der mon myrdede hende. Mens han er i gang med det, afslører han bagmændene bag en prostitutionsring i New York, som er både omfattende – og magtfuld.