Søgeresultater: 92

Otto Rungs roman fra 1919 følger den lille pige Flora, som danser sig lykkeligt gennem barndommen på Det kongelige teaters balletskole. Da Floras mor dør, må pigen imidlertid vinke farvel til sin glamourøse fremtid som balletdanser og i stedet arbejde for sin gnavne og småkriminelle far i hans skumle dyrhandel. Da Flora bliver lidt ældre, flytter hun ind i fru Paustians pensionat, men selvom hun nu har revet sig nogenlunde løs af sin far, ser hendes skæbne sort ud. Atten år er blevet slugt af et beskidt stræde med en lyssky butik, og hvad har hun nu at se frem til? Nye stræder, nye grå hverdage og lidt billig søndagsglæde? Men hvad omverdenen ikke ser, er Floras fantastiske evne til at drømme sig væk til alle mulige eksotiske steder, som hun aldrig selv har set, og måske vil disse drømme gøre hende i stand til at bryde med sin sociale arv og udnytte de samfundsmæssige omvæltninger, som prægede mellemkrigstiden.

Ina er både sart og hårdfør – trænet i at overleve. Hun har skiftet skole otte gange i løbet af ni år. Muligvis har hun Marco – lærervikar, taxachauffør og charlatan – at takke for, at hun overvandt den leukæmi, hun var meget tæt ved at dø af som teenager; hun kan i hvert fald ikke takke sin mor. Ina er ikke ”den, der ringer”; hun er ”den, der bliver ringet op”. Med andre ord: Ina giver ikke ved dørene, og hun er hele tiden på vej væk. Mangelfuld skolegang er ingen hindring, når man som Ina er et naturtalent til krydsord, reklameslogans og kortspil – og trænet i at bevæge sig i terrænet uden for og omkring sandhedens og dydens smalle sti. Romanen følger hende i årene mellem pubertet og optrækkende trediveårskrise, med og uden Marco, men og uden arbejde, med og uden fast grund under fødderne.

I Som svalen møder vi den 8-årige Sine i fædrenehjemmet i Nyhavn.

16 år gammel gifter hun sig med sin næsten dobbelt så gamle sproglærer og får året efter, i 1791, sønnen Johan Ludvig. 1801, da P.A. Heiberg lever i landflygtighed, forvist for sine revolutionære ideer, skriver den nu 27-årige Thomasine til ham og beder om skilsmisse. Hun gifter sig med Gyllembourg, som dør 1815. Fra da af og til sin død 1856 lever hun som enke i sin søns hjem og skriver her sine noveller.

Som svalen bygger på dette historiske stof, men bogen er først og fremmest en roman om en intellektuelt og erotisk begavet kvinde, en mærkeligt nutidig person.

En lille pige kigger ind ad et kældervindue i et forladt hus. Hvad hun ser der, kommer den private efterforsker Andrea de Lima for øre, og det involverer Andrea i en sag om en families tab og traumer og bringer hende selv i fare.

Romanen følger op på krimien Dag & Nat med privatdetektiven Andrea de Lima, jurist og detektiv, i hovedrollen.

PRESSEN SKREV
"Kvinden, der begyndte som advokatfuldmægtig i Rie Osteds debutkrimi ’Dag&Nat’ er stærkt tilbage her i ’Den røde dame’ ( …) ’Hyg Dem med uhygge’ var Politikens hæderkronede kronikredaktør og krimianmelder Harald Mogensens slagfærdige devise for adstadige og klassiske krimier, hvor komplicerede puslespil og polisk konversation var vigtigere for plottet end at skildre den kriminelle råhed (…) Rie Osted leverer en sådan sund og gedigen vare (…) Faktisk meget i retning af skotten Alexander McCall Smiths ’Damernes detektivbureau’ i Botswana. Osteds sprog er behageligt, kultiveret og med en stille langluntet humor ..."
- Bo Tao Michaëlis i Politiken

"Jeg har ikke læst den første bog i serien, men nr. to er absolut anbefalelsesværdig. (...) Bogens plot hænger godt sammen, hovedpersonen er interessant og bipersonerne er troværdigt og godt beskrevne. Både den fireårige Ida, Andreas noget umulige teenagersøn og personerne omkring Hannibal Hansens efterforskningsbureau. Jeg ser frem til Andrea de Lima krimi nr. 3."
- Carsten Hove, Jydske Vestkysten

"Det er igen en god solid krimi med privatdetektiven Andrea de Lima. Hun er denne gang kommet tættere på politiet og især på vicekommissær Skotte, hvilket hun heller ikke har det fjerneste imod. Sproget er frisk og plottet solidt ligesom persontegningerne er gode, og de kan nok holde i en del flere krimier – som nok skal blive læst med nydelse."
- Lone Hansen, www.krimisiden.dk

Den 30. november 1967 krydsede den 17-årige Johanna Dufva Carlsdotter Øresund og gik fra borde med sine få ejendele i en bylt. Vel ankommet til København stod hun blandt de andre svenske indvandrere på Kvæsthusbroen og ventede spændt på, at der skulle komme én, som havde brug for en tjenestepige. Hun var ikke skåret over en helt almindelig læst, den stædige Johanna, som endte med at forsøge sig selv og sine tre børn i en tid, hvor enlige mødre måtte klare sig, som de bedst kunne. Tilmed fik også alle børnene en uddannelse, så også på dette punkt gjorde hun sig fri af den sociale arv, hun havde med sig fra det fattige Pjätteryd o Småland. Selvom Johanna blev i København, bevarede hun kontakten med sin far, hvis breve altid startede med sætningen "Min älskade Dotter…"

Ved hjælp af en god portion fantasi og sin 100-årige mors glimrende hukommelse har Hjørdis Varmer givet liv til sine tre stærke formødre: Johanna, Anna og Ågot, som har været modeller for romanens tre kvindelige hovedpersoner.

Lille hjerte er andet bind af den anmelderroste familiekrønike, der begyndte med Ulven, og vi er nået til 1950'erne. Lille har forladt Peter og deres to børn, Henry og Leonora, og er taget til København for at dyrke sin kunst og flytte sammen med sin gamle beundrer, den velstående Ib Berthelsen. Peter må trøste sig med sekretæren, og det er tvivlsomt, om han kan holde sammen på familien. Henry har vilde fantasier om krig og forfølgelse, og Leonora stifter for første gang bekendtskab med det modsatte køn. Og hele tiden lurer ulven i kulissen.

Tredje og sidste del i Ole og Ida triologien, en historie- eller krønikeskrivning om perioden fra omkring 1940 til i dag. En stor, gammel kasse på en stille villavej på Frederiksberg - som skabt til et kollektiv eller bofællesskab, eller hvad man nu vælger at kalde det. Det er rammen om denne roman, hvor forfatteren Per Vadmand endnu en gang vender tilbage til personkredsen fra de tidligere romaner ”Bag døren” og ”Flyttedag”. Vi følger Ida og Ole gennem den sidste del af deres livs rejse. Undervejs får vi glimt af Idas usædvanlige barndom som jøde i en lille landsby i Nordjylland og hendes turbulente ungdom i halvfjerdsernes Købehavn - og får blandt andet understreget, at man aldrig bliver for gammel til at få bank af politiet Ole og Ida triologien: - Bag døren (2003) - Flyttedag (2007) - Idas hus (2013)

Sara er i slutningen af trediverne, freelance-journalist og bor sammen med den fraskilte forretningsmand Philip i hans store herskabslejlighed i midten af København. Ovenover bor den smukke og lidt skøre Frederikke. Hver anden uge kommer Philips små døtre på besøg.

Sara elsker Philip. Det eneste der mangler er et fælles barn. Og at han var lidt mere hjemme.

En dag begynder maden at smage mærkeligt, og hun falder i søvn hele tiden. Så begynder hun at se syner. Eller gør hun?

Er der nogen, der prøver at stjæle hendes lykke?

ALENE HJEMME er Kirsten Hammanns 7. roman.

En højspændt thriller om overgreb på kvinder og om selvtægt.

Ny selvstændig krimi af Michael Katz Krefeld med den kvindelige politikommissær Cecilie Mars i hovedrollen. Efter et brutalt overfald på en ung pige ønsker politikommissær Cecilie Mars at skabe retfærdighed, der hvor loven ikke længere slår til. Men snart får hendes handlinger uforudsigelige konsekvenser. Mørket kalder er en højspændt thriller om overgreb på kvinder, selvtægt og myndighedernes afmagt. En storbykrimi der kommer ind i sjælens mørkeste afkroge. 

Michael Katz Krefeld er de danske krimilæseres yndlingsforfatter - Han vandt Krimimessens publikumspris i 2018 og Martha-prisen i 2016.

Romanen Flokdyr er første del af fortællingen om storbyboerne i kontorfællesskabet i indre København. De dyrker det uforpligtende selskab for det er udfordrende at ville hinanden når tiden råber på fællesskab, men hylder individet. Flokdyr handler om livet i alt dets skønne umulighed – og det svære i at give slip på sig selv og holde fast i hinanden. Læs mere på @dorteholms eller @dorteholmforfatter

'Drømme' af Rud Lange er en fortælling om en krop i forfald, der kaldes lort allerede første side. Kroppen har tuberkulose, den er afhængighed af alkohol. Det er et brug-og-smid-væk-gode, en midaldrende kvindekrop, der levede af prostitution indtil selv de mindst kræsne mænd ikke gad længere. Men kroppen nægter at dø så usselt som på fattiggården, så kroppens ejer – Marie – vælger at tage turen tilbage til den gade, hvor hun trak. Her tænker Marie, at hun kan dø med bare en form for værdighed.

Det hele med løberen startede sådan: Jeg så ham i Foot Locker. Løberen bliver en besættelse. Saras forestillinger om løberen, og hvad der skal til for at komme i kontakt med ham, er en speedet energi, en altfortærende kraft. Men løberen har sine løb, sin krop. Sara har den gigtplagede veninde Minni, som hun misunder, det, at kunne lade sig pleje. Sara er optaget af det syge og det raske. Af lipgloss, sex, forstoppelse og skrift. Løberen er et forsvindingspunkt, et ønske om at smelte sammen, gå i opløsning.

Pressen skriver:

»Løberen (kredser) side efter side om et enkelt tema og nogle motiver, som den deler med utroligt meget anden ung dansk litteratur lige nu, nemlig det øjeblik, hvor drømmen om det rette liv føles som en byrde, man er ved at segne under - og også om den uregerlige krop og den skrøbelige psyke … venskabet er vigtigere end begæret, og som om drømmen om det gode liv kommer udefra, som et pres fra samfundet… Det er konkurrencestatens børn, der skriver her.«
– Information

»Det ligner narcissisme, det er knusende sørgeligt, og det er godt indfanget af forfatteren, som følsomt og alligevel nøgternt registrerer splittelsen i samfundet mellem dem, der bogstaveligt talt spurter rundt og holder sig slanke og effektive og succesfulde, og så dem, der er faldet af båndet, hvis de da overhovedet nogensinde kom derop.«
– Avisen Danmark

» Der er en fascinerende kompromisløshed i forfatterens afpillede portrættering af sin fortæller, som er reduceret så meget til krop.«
– Nordjyske Stiftstidende