Søgeresultater: 2

Pæon lever et beskyttet og privilegeret liv som datter af den velhavende Chen-familie. I dagene op til hendes 16 års fødselsdag lader faderen en lille teatertrup opføre kærlighedsoperaen Pæonpavillonen i familiens have. Moderen er imod, at Pæon får lov til at overvære operaen: "Ugifte piger bør ikke ses i det offentlige." Men de unge piger bliver placeret bag en beskyttende skærm, så de er skjult for mændene under forestillingen. Ikke desto mindre får Pæon et glimt af den smukke og elegante mand Ren og forelsker sig øjeblikkeligt. Operaen handler om kærligheden mellem to unge mennesker, der mødes i en drøm. Pæon selv er lovet væk til en mand, hun aldrig har mødt, og operaens tragiske kærlighedshistorie bliver det fuldendte udtryk for hendes egne længsler og drømme.
Da faderen ved operaens afslutning pludselig annoncerer Pæons bryllup og udpeger brudgommen, ser hun væk. Hun kan ikke bære tanken om at skulle giftes med en anden end Ren. Brylluppet nærmer sig, men Pæon nægter at spise og drikke. Hendes eneste glæde er at læse Pæonpavillonen og nedskrive sine kommentarer. På sit dødsleje erfarer hun, at hendes brudgom faktisk er Ren. Men da er det for sent, og Pæon drager til de dødes verden.
Da Ren gifter sig med den forkælede og kolde Tan Ze, forsøger Pæon at tale til ham fra de dødes verden ved at "overtage" den nye hustrus krop. Det lykkes hende at få Tan Ze til at interessere sig for litteratur og ligeledes nedskrive sine tanker om Pæonpavillonen. Operaen bliver således det univers, hvor Pæon og Ren forenes, og hvor kvinder spejler sig i hinandens skæbner og henter selvindsigt gennem deres fælles lidenskab for poesien.

Lisa Sees roman er et enestående indblik i kvinders beskyttede liv i 1600-tallets Kina. Den er baseret på autentiske kvindeskæbner, der har nedfældet deres friheds- og kærlighedstrang inspireret af den klassiske kinesiske opera Pæonpavillonen.

København 1875. Qua en forelskelse trækkes den forudsætningsløse 21-årige Frederikke ind i en celeber kreds af moderne fritænkere i miljøet omkring Georg Brandes. Selv om det lykkes hende dårligt at blive en del af det miljø, hun så gerne vil tilhøre, kommer disse år til at stå som nogle af de vigtigste i hendes liv. Det står klart, da vi møder Frederikke igen i årene op til hendes død i 1933. Nu sidder den gamle dame tilbage, bitter og frustreret over, at hun ikke magtede det liv, hun gerne ville have levet.


"Som roman er Jette A. Kaarsbøls debut kendetegnet ved sikker stofbeherskelse, stor bredde i det sproglige register og originale fortælletekniske greb ... (at hun) som en anden Karen Blixen bruger sin skrift og hele stil som en slags oprørsform og dermed stiller værket suverænt og frit i forhold til den forudsatte læser og over for litterær konvention. På god postmodernistisk facon krænger romanen sit indre ud og afslører sig som spøg og spil. Med Den lukkede bog har vi fået en mere end lovende debut af en ambitiøs forfatter med holdninger til kærlighed og frihed."
Erik Skyum-Nielsen, Information

"En særdeles velfortalt historisk roman om kærlighed i det moderne gennembruds tid. Den rammer lige ind i vor egen tids tvetydige opgør med kulturradikalismen ... en yderst dreven fortæller med et velgørende overskud af sprog. Ligesom Pontoppidan ejer Kaarsbøl en skikkelsesdannende evne, som er sjælden, og som gør, at personerne ikke bare er karikerede papfigurer men virkelig lever og ånder i en tredimensionel verden. Selv træder Kaarsbøl imponerende sikkert ind i en realistisk tradition, der skriver sig tilbage til det moderne gennembrud, som hun på én gang arver og kuldslået forholder sig kritisk til."
Lars Handesten, Berlingske Tidende

"En af den slags sjældne udgivelser, der overrumpler. Ikke alene i kraft at det talent, den demonstrerer. Men også fordi absolut ingen i danske litterære kredse nogen sinde havde hørt om forfatteren før den dag, da hun ... lod et manuskript på over 500 sider dumpe ind hos Gyldendal og hensatte de garvede forlæggere i forundring over, at noget så helstøbt kunne komme fra en person, der aldrig tidligere har udgivet så meget som et lille bitte digt i et litterært tidsskrift."
Søren Kassebeer, Berlingske Tidende

"Jette Kaarsbøls overbevisende debut tilgodeser både litteraturens grovædere og de kræsne sprogsmagere. Forfatteren behersker det store format, et myldrende persongalleri og sin egen moderne forfatterrolle, som hun endda har frækhed og overskud til (sine steder næsten risikabelt) at minde om. Hun har modet til bardus at lade forfatterstemmen kommentere moral- og samfundsforhold midt i fortællingen, som da heller ikke lader sig standse."
Marie Tetzlaff, Politiken