Søgeresultater: 10

I 1971 begik Peter Handkes mor selvmord. Syv uger senere gik han i gang med at skrive "Ulykkelig og uden ønsker", som udkom i 1972. Romanen er en rørende fortælling om morens tragiske liv og den dybe sorg over hendes død. Handkes mor vokser op i en fattig østrigsk landsby med en far der ikke lader hende få en uddannelse. Hun må som andre unge piger give afkald på sine egne ønsker for i stedet at blive husmor. Hendes liv, som spænder over nazitiden og ind i efterkrigstiden, er præget af en kærlighedsaffære med en gift tysk nazist som hun bliver gravid med, og et ulykkeligt ægteskab med en anden mand som hun ikke elsker. Undervejs er fattigdom, vold, barnefødsler og selvpåførte aborter indholdet i et liv hvor hun må slå sig til tåls med for det meste 'at være uden ønsker og en smule ulykkelig'. Handke tegner et tidsbillede af en kvindeskæbne der fortaber sig i hverdagen og som kæmper med en ensomhed der bare vokser. Han skildrer hendes liv hudløst ærligt i denne uforglemmelige fortælling.

Thereses gate er en bygade som ligner mange andre gader i hovedstaden. Her er udlejningsejendomme fra tiden omkring forrige århundredeskifte, her bumler sporvognen forbi på vej ned mod centrum eller op mod Adamstuen, og der sprøjter regnvand fra bilernes hjul når de kører forbi. Her er lejligheder med alle mulige slags beboere. I en af dem bor en forfatter og hans kone. Hun er syg, alvorligt syg, og forfatteren er på vej til sushibaren for at købe aftensmad til dem. Men vejen er fuld af indfald og forstyrrelser: Han møder Oslokyklopen som forsøger at standse ham. Nogen råber lokkende fra en altan, bekendte og kolleger er ude og gå eller jogge. Mens forfatteren stadig tænker på sin kone og hendes tilstand, overvældes han af indtryk og associationerne får frit løb og koncentrationen svigter. Og det som skulle være en kort spadseretur med et enkelt mål, bliver en tilsyneladende evigtvarende odyssé op og ned ad Thereses gate, mens Penelope er syg og venter derhjemme. Ole Robert Sunde er født i Kristiansand i 1952 og bor i dag i Oslo. Han debuterede i 1982 og har udgivet bøger i forskellige genrer: digte, essays, prosatekster og romaner. Han har fået Aschehougprisen og Gyldendalprisen for sit forfatterskab. For romanen "Krigen var min families historie" (2012) blev han nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. For "Penelope er syg" modtog han i 2018 P2-lytternes Romanpris.

Den ældste søn David, som familien troede var død, vender til alles overraskelse tilbage til det lukkede småborgerlige barndomshjem. Mødet med David åbner en verden for den yngre bror Frans, der får en ven som betror sig til ham om livet. David er alvorligt syg og Frans oplever brorens sidste tid og hans oprør mod forældrenes religiøsitet og strenge opdragelse. Davids bror er en roman om et ungt menneskes modning og spirende seksualitet.

Omgivelser udspiller sig på en lille ø to sømil fra fastlandet, hvor der kun ligger et fyr, et hus og en hytte. Fyrpasseren Mardon bor i huset med sin kone Maria og deres datter Marion, og hytten er for nylig lejet ud til forfatteren Krafft. Øverst på øen troner fyrtårnet hvor man med en kikkert kan holde øje med alt hvad der foregår på øen. Forfatterens tilstedeværelse skubber til de tre fastboendes hårfine balance og bringer undertrykte lyster og gamle dæmoner op til overfladen. Inden længe udspiller der sig et intenst jalousidrama mellem de fire beboere på øen. Gennem den alvidende fortæller, som umærkeligt skifter mellem de fire personer, bliver læseren til endnu et øje der kan kigge ind overalt.

Asle er maler, enkemand og bor i Dylgja. Hans eneste venner er hans nabo Åsleik og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin. I første bind fandt Asle sin fordrukne navnebror liggende i sneen og bragte ham på sygehuset. I andet bind hører vi om Asles barndom og den forbudte tur ned til Fjorden og mødet med Skaldepanden, ham som børn skal tage sig i agt for. I tredje bind finder moren tre enkroner i Asles lomme og beskylder ham for at have stjålet dem. Og Asle kan i hvert fald ikke fortælle at han fik dem af Skaldepanden, så han siger at han fandt dem uden for bageren. For at slippe for alle de billeder han har i sit hoved af søsterens alt for tidlige død, vil Asle spille guitar og starter et band. De vil ud og spille op til dans og tjene penge, for alle ved jo at kvindfolk er vilde med spillemænd. Men det der kommer ud af højtalerne er mest larm, ingen af dem kan rigtig spille. Og da trommeslageren siger at de lige så godt kan opgive hele bandet, siger Asle som sædvanlig ikke noget. Nej, han har nok for langt hår til at han kan snakke, siger forsangeren Olve.

Hovedpersonen og fortælleren, Asle, er maler, enkemand og bor i et hus i Dylgja, hvor han tidligere boede sammen med sin kone Ales. Nu bor han alene og hans eneste venner er naboen Åsleik, en ungkarl og fiskerbonde, og Beyer, en galleriejer der bor i Bjørgvin et par timers kørsel syd for Dylgja. I andet bind står Asle igen og ser på billedet med de to streger som krydser hinanden og tænker over at de gode billeder lyser i mørket. Og han tænker på barndommen. På dengang han og Søsteren gik den forbudte tur ned til Fjorden. På nabodrengen som faldt i vandet og druknede og på Skaldepanden som børn skal tage sig i agt for.

August 1989. Jerntæppet er ved at falde. Dunkelblum er en søvnig lille by i Østrig, på grænsen til Ungarn. Bag den idylliske facade blomstrer årtiers tavshed, som bliver brudt da en ung kvinde forsvinder, en mystisk besøgende stiller mærkelige spørgsmål og man finder et skelet fra krigen på en mark i udkanten af byen. Dunkelblum er en spændende og skelsættende roman om historisk skyld, om skeletter i skabet og fortielsens ødelæggende kraft.

Den lille roman Under høststjernen fra 1906 er første bind i Hamsuns såkaldte vandrertrilogi. Dens jegfortæller bærer Hamsuns rigtige navn, nemlig Knut Pedersen. Det er en af Hamsuns fineste bøger, fortalt med vemod og vid og selvironi, poetisk og fuld af fortryllelse. Pedersen er en midaldrende digter der stikker af fra byen og den moderne tid for at lede efter et mere enkelt liv. Han vandrer omkring på landet hvor han finder arbejde på tilfældige gårde, før han igen drager videre. Han er en drømmer med et åbent sind der suger til sig af indtryk fra mennesker og natur, og han forelsker sig først i frøkenen på den ene gård, så i fruen på den næste. Romanens lavmælte stil er præget af længsel og melankoli over den forsvundne ungdom, men er samtidig fuld af intense naturskildringer, underfundig humor og skarpe psykologiske portrætter. Knut Hamsun (1859-1952) fik i 1920 Nobelprisen i litteratur.