Søgeresultater: 5

Det år vi gik til begravelser handler om at være hjemløs i sin egen familie, om at finde sig selv i en ny sammenhæng og holde op med at flygte fra livet. Det er en stor og mangesporet fortælling om familie, kærlighed og identitet.

Det hollandske hus er en gribende fortælling om to begavede mennesker, der ikke kan slippe fri af deres fortid. Et moderne eventyr om et tabt paradis, arv, kærlighed og tilgivelse – om hvordan vi ønsker at se os selv, og hvem vi i virkeligheden er.

Datteren handler om Elsa, barn af velfærdsstaten, Sveas barnebarn og Ragnar og Elisabets datter. Vi kender dem alle fra Sveas søn, første bog i Lena Anderssons fortælling om Folkehjemmet, den svenske velfærdsstat. Dette er fortællingen om, hvad der videre skete.

Plejebarnet Molly bliver efter et tyveri fra det lokale bibliotek idømt samfundstjeneste, hvor hun skal hjælpe den velhavende 91-årige enke Vivian med at rydde op på hendes loft. Loftet er proppet med kasser fra Vivians lange liv, og efterhånden som lågene kommer af, afdækkes sandheden om Vivians fortid. En sandhed, hun selv har forsøgt at fortrænge hele sit liv. Vivian var nemlig togbarn.

Vadehavet. Jord og hav er altid i bevægelse ind og ud af hinanden, som Theas tanker der flyder mellem fortid og nutid, som tidevandet. Det ville være så meget nemmere, hvis tingene lå fast, og hun ikke skulle tage alle de beslutninger. Hun trænger til substans Hængsler, der skal skrues fast på låger, et gulv, der skal skures, en cykel, som skal lappes. Hun trænger til malerklatter på en gammel skjorte og at dele en øl med nogen. Det er så længe siden, hun har lavet andet end at løbe efter sig selv. Så flytter hun ind i mormorens tomme hus ude i marsken og begynder at sætte det i stand. Det fysiske arbejde er godt. Kroppen holder sammen på hende, og langsomt begynder tankerne at falde til ro. Han har fundet den lille høneskål i vindueskarmen og står og vender og drejer den. – Sådan en havde mine bedsteforældre også, han løfter låget. – Den er fabrikslavet, siger han forbavset. – Havde de også slik i den? – Vi fik aldrig slik. Han smiler kort og drejer den lidt i hånden. – Tænk, at den bare er masseproduceret. Han lader fingeren glide tankefuldt hen ad hønens hoved. Hun snupper den lidt fortørnet ud af hånden på ham. – Det er da lige meget. Det er stadig en særlig del af ens barndom. Han fløjter lavt. – Men den er så ikke så enestående, som man måske troede engang. Christine Tjalve, cand.mag., debuterede med romanen Ræven har sin hule, 2011, har boet i en række lande bl.a. England, USA, Frankrig, Mexico og Canada. Børnebogen Møllen går amok, udkom i 2017 (samarbejde med Boum Pyndiah), og desuden har hun skrevet noveller og dramatik.