Søgeresultater: 35

Angus er en fattig dreng, der bor på øen St. Helena i Sydatlanten, hvor han lever som faderløs med sin moder og sine søskende. Hans liv ændrer sig for altid, da han møder den unge videnskabsmand Edmond Halley som kommer til øen fra London for at udføre sine videnskabelige undersøgelser af stjernehimlen.

Det år vi gik til begravelser handler om at være hjemløs i sin egen familie, om at finde sig selv i en ny sammenhæng og holde op med at flygte fra livet. Det er en stor og mangesporet fortælling om familie, kærlighed og identitet.

Marianne Horsdal har som professor ved SDU i mere end 30 år forsket i livsfortællinger. Nu har hun skrevet sin egen. Hendes fortællinger, der er en let fiktionalisering af hendes eget familie- og ungdomsliv, er en fascinerende-broget historie om et liv, der næsten er for kulørt til at være sandt. Stedet er trekanten mellem, Kerteminde, Staures hoved og Fyns hoved. Hun voksede op som datter af en herregårdsskytte og ”Filla” og var selv ung studerende, dengang ”senkapitalismen” buldrede derudaf med voldsomme forandringer. Dem oplevede hun en del af, men en meget stor del af fortællingernes dramatik fortælles gennem ”Gogo”, broren, der levede hele sit korte liv på kanten og endte med at falde ud over den. Ved siden af de unge, Marianne og Gogo, tegner bogen ikke mindst et portræt af herregårdsskytten, hendes far, en dybt anakronistisk (og derfor morsom) gammel Hug-af. Udover de mange familietrakasserier giver Marianne Horsdal et glimrende indblik i de regler, der var gældende i de feudale hierarkier. Men de smukke landskaber, og ”Danmarks bedste jagt ” i Hjerringe indrammer bogen. Det er følsomt at famle i fortiden for at finde det sted, hvortil man er bundet og knyttet, siger Marianne Horsdal. Hendes barndom og ungdom var gennemstrømmet af en feudal romantisk, som for længst er borte med blæsten. Som en Scarlet O’Hara af Hindsholm – uden land. ”Sproget er så sanseligt og rigt, at man kan gro blomster i det, sprogblomster. Feudale fortællinger er lige så smukke som deres titel.” skriver Knud Romer, der både har læst og inspireret forfatteren.

Maja vil så gerne være glad. Hun er adoptivbarn fra Vietnam og har svært ved at forstå sine omgivelser. Gennem livet går hun rundt og venter på et forløsende klik, der skal få hendes verden til at hænge sammen. Hun prøver at tilpasse sig, smiler og er dygtig, men under huden kribler det uroligt. Hendes godtroenhed udnyttes på forskellig vis af andre, og hun må erkende, at hun har levet på en løgn. Desillusioneret flygter hun til Vietnam, hvor hun vil søge efter noget familie og måske finde et ståsted. Hun trives godt i sit fædreland, blomstrer op og føler sig nærmest lykkelig. Alligevel må hun erkende, at hun ikke kan fortsætte det liv. Hun må hjem til sin syge adoptivmor og hverdagen i Danmark. Trist men modnet vender hun tilbage til Eventyrkvarteret. Men hun har noget at kæmpe for nu og finder styrke til at få visse drømme opfyldt. Anne Hjælmsø er cand. mag. i nordisk litteratur. Hun debuterede i 2007 med sejler-romanen, ”Elsker til vanvid”. Romanen, ”Syvstjernen” blev en læsersucces, den udkom i to oplag, ligesom novellesamlingen, ”Det værste til sidst”. Noveller herfra anvendes jævnligt til undervisning og eksamensopgaver i gymnasier, sosu-assistentuddannelser og på erhvervsskoler.

”Hver dag står der en ny idiot op.” “Hvad mener du med, at der hver dag står en ny idiot op?” spurgte jeg. “Nå ja, det er et gammelt købmandsudtryk. Der findes jo idioter. Man skal bare finde dem. Eller bedre endnu: lade idioterne finde dig.” “Hvorfor det?” Far så medlidende på mig. “For at man kan sælge dem noget dumt, din idiot, derfor.” Vi befinder os i 1980’erne, og Arnos forældre drømmer om, at successen venter lige om hjørnet, da faren får arbejde hos en bilforhandler. Hele familien rykker til Frankrig, og børnene begynder i en dyr privatskole. Men inden længe begynder Arnos forældre at opføre sig mærkeligt … Arno erfarer, at hans far er en svindler. Deres nyfundne rigdom er baseret på stjålne penge, og Interpol er i hælene på dem. Det, børnene troede, var et eventyr, udvikler sig til en hæsblæsende flugt gennem Europa. I Hver dag en ny idiot tager Arno Frank læseren med på en tour de force gennem hans egen familiehistorie, som emmer af både tragikomiske episoder, håb og dyb skuffelse. Der er udpræget omsorgssvigt på spil, og samtidig formår fortælleren, den unge Arno, at formidle sin familiefortælling på indlevende, underholdende og livsbekræftende vis. Arno Frank er født i 1971 i den tyske by Kaiserslautern. Han er forfatter og journalist og skriver for en række medier, heriblandt Die Zeit, Dummy, Spiegel Online, taz, Fluter og Musikexpress.

”Hvem er du? Du må ikke være her.” Han sagde det med så megen overbevisning, at jeg gættede på, at det var hans jord. ”Jeg hedder Juliane, og jeg må være, hvor jeg har lyst til at være,” svarede jeg og gengældte hans åbne blik, mens jeg lagde armene over kors. Han granskede mig et øjeblik. ”Hvor gammel er du?” spurgte han og lagde hovedet på sned, som om han allerede vidste det og skulle tjekke, om jeg ville lyve for ham eller fortælle sandheden. ”Tolv,” svarede jeg. ”Og hvor gammel er du?” ”Også tolv, men jeg fylder snart tretten. Altså i december, der bliver jeg tretten,” svarede han. ”Nå, der er da et stykke tid til.” ”Ja, okay.” Vi smilede prøvende til hinanden. Som om det var tilstrækkeligt, at vi havde alderen til fælles, vinkede han mig hen til sig. Forfatteren Juliane befinder sig over halvvejs i livet. Hendes to døtre er flyttet hjemmefra, og hun har ladet sig separere fra ægtemanden Max. Da hun arver sin mosters gård, ser hun det som en kærkommen mulighed for at komme væk fra det hele og tænke på noget andet, mens hun sætter gården i stand, så den kan sælges. I den lokale købmandsbutik støder hun tilfældigvis på sin barndomsven Janus, og snart begynder barndommens uskyldighed at kaste lys over voksenlivets komplikationer og omvendt. Anita Albers, 1974, er født og opvokset i Sønderjylland og uddannet cand.mag. i tysk og filosofi fra Aarhus Universitet. Hun har tidligere udgivet to romaner, en kostbog og en YA-roman.

Min kamp II, anden bog, er en roman om kærlighed og venskab, forældre og svigerforældre, om livet med små børn i en svensk by og om skrivning som et forsøg på forløsning og overskridelse af egne begrænsninger.

I bog to af det ambitiøse seksbindsværk MIN KAMP dykker Karl Ove Knausgård ned i familielivet med alt, hvad det indebærer, og han fremstiller som i første bog sit liv i alle dets detaljer og nuancer med hudløs ærlighed.

"Det er en fremragende, fabulerende og tankevækkende bog, som jeg nødig slipper. Karl Ove Knausgård er en stor forfatter, men en sproglig renhed, et stort overblik og en overstrømmende rigdom på fortællinger."
- Litteratursiden

"Karl Ove Knausgård holder et formidabelt niveau"
****** (6 hjerter), Politiken

Da Glenn er fem år og hans lillebror, René, er tre, tager deres far sit eget liv. FARSKIBET er en desperat insisterende fortælling i og om hans fravær. Om to efterladte drenge og deres mor, om to teenagesønner og deres mor, om to voksne brødre og deres mor – alt sammen i lyset af tragedien, der blev til tragedierne, der blev til dette: et sorgfuldt og rasende vidnesbyrd om en familie ødelagt af giftig maskulinitet. En brutal erindringsroman om klasse, køn, vold og svigt.

Det hollandske hus er en gribende fortælling om to begavede mennesker, der ikke kan slippe fri af deres fortid. Et moderne eventyr om et tabt paradis, arv, kærlighed og tilgivelse – om hvordan vi ønsker at se os selv, og hvem vi i virkeligheden er.

Datteren handler om Elsa, barn af velfærdsstaten, Sveas barnebarn og Ragnar og Elisabets datter. Vi kender dem alle fra Sveas søn, første bog i Lena Anderssons fortælling om Folkehjemmet, den svenske velfærdsstat. Dette er fortællingen om, hvad der videre skete.

Plejebarnet Molly bliver efter et tyveri fra det lokale bibliotek idømt samfundstjeneste, hvor hun skal hjælpe den velhavende 91-årige enke Vivian med at rydde op på hendes loft. Loftet er proppet med kasser fra Vivians lange liv, og efterhånden som lågene kommer af, afdækkes sandheden om Vivians fortid. En sandhed, hun selv har forsøgt at fortrænge hele sit liv. Vivian var nemlig togbarn.

En familie, et sommerhus, en uge. Hedebølge og VM i fodbold. Stine er tilbage i den by, hun for længst har forladt. Den by, hvor Verdensmesteren tågede rundt i sin medicindøs, hvor Lissen fik sine øgenavne, og hvor Jesper Kerles kom for sent. VM er en fortælling om at stå midt i livet. At se tilbage og finde hjem.