Søgeresultater: 5

"Kære fuckhoved" er en roman om at blive udstødt af det samfund, man endelig havde tilkæmpet sig en plads i, om ensomhed, desillusion og misbrug, men også om håbet trods alt, og om et venskab, der spirer frem på trods af at have alle odds imod sig.

Rebecca har rundet de 50 år, hun er skuespiller, stadig lige smuk og forførende, men er ved at blive gammel; den rene død for en skuespillerindes karriere. Oscar er forfatter, har skrevet én succesfuld bog og er nu væltet fuldstændig omkuld af en MeToo-skandale. Og så har han svinet Rebecca til offentligt. De to indleder en hadefuld korrespondance, men en fælles relation til Oscars søster åbner op for en uventet ærlig udveksling. De deler deres livshistorier, som begge begyndte i samme forstad til Paris, var præget af fattigdom og hårde kår, og som på en måde endte hver sit sted, hhv. som berømt og feteret skuespillerinde og en fældet hvid mandlig forfatter, MeToo-samfundets absolutte taber. Og alligevel er de overraskende ens: De er begge dybt ensomme, sidder fast i et misbrug, de gerne vil ud af, lever i deres forliste forholds skygger, i den rene desillusion. Indtil venskabet spirer frem og viser dem vejen ud.

Børsen:

Bogen, man ikke bør overse, hvis man bare er lidt frankofil (...) Det er en underholdende, skarp og medfølende korrespondance mellem en skuespillerinde, der er ved at blive gammel, og en forfatter ramt af en metoo-skandale

(...) Der findes ingen god forklaring på, hvorfor den franske forfatter Virginie Despentes ikke er mere populær i Danmark (...)

Information:

Den samtidsroman, vi er mange, der har ventet på (…) den bedste samtidsroman, jeg længe har læst (…) Despentes skildrer nok resignation, men skriften bliver ikke resigneret. Jeg ved ikke, hvem der kan skrive med samme rasende energi, der er en trommeslagerrytme over hendes prosa, som den bare pumper derudaf. (…) Kære fuckhoved er den roman, jeg har savnet om forsoning, overgangsalder, venskab og #Me Too. Virginie Despentes kan skrive om tomhed uden at gå i stå. Hendes kølhaling af samtiden gør sig ingen illusioner, men leverer, fordi hun vover at være kærlig.

Kære fuckhoved er en roman om at blive udstødt af det samfund, man endelig havde tilkæmpet sig en plads i, om ensomhed, desillusion og misbrug, men også om håbet trods alt, og om et venskab, der spirer frem på trods af at have alle odds imod sig.

En generations- og samtidsroman om at være mønsterbryder i 1960’ernes og 70’ernes velfærds-Danmark og om at være en ung voksen i 1980’erne og 90’erne.
Stumper af bl.a. børnesange og dansktop giver løbende romanen farve og stemning – og dermed tidskolorit.

Oversætter Nazila Kivi beskæftiger sig til dagligt med emner som identitet, frigørelse og strukturel magt, og hun lykkedes endnu engang med flot præcision at bringe Shahrnush Parsipurs poesi til de danske læsere.

Det meste af tiden holder Palle sig for sig selv og langt væk fra kvinder. Det har ændret hans liv til det bedre, synes han. Men de er svære at komme udenom, kvinderne. De vælter frem på alle områder af samfundet og presser mænd ud på kanten. Palle er udpræget venlig og hjælpsom. Han har dog også en anden side, som han især giver frihjul på nettet under falske profilnavne. Men en dag får han og kollegerne en ny chef, og langsomt revner maskerne så dybt, at der bliver brug for en ligpose. Palle Piksvinger handler om, hvor galt det kan gå, når frygt og vrede får lov at vokse i fred i små lommer af samfundet, hvor mænd bekræfter hinanden i at være ofre for et moderne samfund, de ikke føler, har en plads til dem. Romanen rækker derind, hvor hadet udgør fællesskabet, hvor konspirationsteorier og alternative fakta slår dybe rødder og blomstrer med kvindehad, fremmedhad, vold og dyb afsky ved samfundets feminiserede institutioner. En større del af romanens dialog, Palles tanker, holdninger og alternative fakta er baseret på autentiske kommentarspor fra Nationen, Facebook og Twitter. Handlingen udspilles fra januar til august 2020, midt under Corona-epidemien.

En roman om det umulige i at give kærlighed, når man aldrig selv har kendt den. Og om små drømme, der alligevel kan være for store. Anton rejser hjemmefra for at konfrontere den far, der har svigtet ham. Mødet bliver fatalt og definerende for hans fremtid. For har man slået et menneske ihjel, er der ikke meget, man har ret til at forvente af livet.  Ikke desto mindre får Anton en tilværelse med ægteskab, arbejde og børn, men hvordan skræver man hen over afgrunden mellem dem, der har følt sig elsket, og dem, der ikke har?