Søgeresultater: 19

ELISABETH MØLLER JENSEN - NANNA KALINKA BJERKE - ANITA FRANK GOTH - EMILIA VAN HAUEN - KATRINA SCHELIN - LEONORA CHRISTINA SKOV - CAMILLA PETERSEN - CHRISTINE DREYER ALEXANDERSEN - ANNA DORTHEA KØSTER - ULRIK FROST - JYTTE NIELSEN Feminisme er hot. Emner som hverdagssexisme, kropsidealer, kønsstereotyper, privilegier og magt er igen en del af den offentlige debat, og de sociale medier agerer nutidens virtuelle basisgrupper. De kloge siger, at en fjerde feministisk bølge ruller ind over landet. Men for bare få år siden var ”feminist” et skældsord, og efter 1970’ernes kvindekamp var en ligestillingsdebat i årtier ikke til at banke op herhjemme. Nogle få feminister har dog løbende kæmpet kampen. ”Elitefeministerne – 25 års udskældt ligestillingskamp” giver ordet til en række af dem, der ofte har måttet bruge deres sparsomme taletid på at sige ”Jeg hader ikke mænd”, ”Jeg kan godt lide sex” og ”Jeg har da hørt min egen latter”. De har alle på et tidspunkt været en del af Kvindeligt Selskab – i dag Selskab for Ligestilling – der i nu et kvart århundrede stædigt har insisteret på en farverig ligestillingsdebat i Danmark – og fået hug for det. Hvordan har de kæmpet ? Hvad har forandret sig i Danmark og i ligestillingsdebatten? Og hvad har især ikke? REDIGERET AF CHRISTINE DREYER ALEXANDERSEN OG KIRSTINE DALSGAARD LARSEN

Midt i det gamle København ligger stiftelsen Krigsraad Mørks Minde forbeholdt ”Enker og ugifte Fruentimmer af den bedre Klasse, hvis Kaar i Forhold til deres Stilling ere ringe”. Den blev etableret i 1865, og blandt dens tidligste beboere var der fem ugifte søstre, døtre af den kendte maler og professor ved Kunstakademiet, Christoffer Wilhelm Eckersberg. I dag sælges hans billeder for millionbeløb, men da han døde under koleraepidemien i 1853, havde han og hans familie haft store, økonomiske problemer, og han efterlod sig kun sine værker, som der ikke havde været afsætning på de sidste år af hans liv. For at kunne klare et hverdagsliv, hvor det at overleve og undslippe fattiggården blev det primære, måtte døtrene, der da var i alderen 21-36 år, begynde en tiggergang i junglen af de filantropiske muligheder, som fandtes i datidens Danmark. 14 år senere faldt en appelsin imidlertid i deres turban, da de fik tilbud om en fribolig i stiftelsen, hvor de kom til at bo til deres død og efterhånden fik mere ro om deres økonomi. Angsten for fattigdomsspøgelset sad dog stadig i dem, ligesom den fik følgeskab af sorgen over sygdom og død i søstregruppen. Dette er således beretningen om fem guldalderkvinders liv, så vidt det har været muligt at finde oplysninger om dem. Faderens dagbøger har åbnet for deres barndom og ungdom, mens den næstældste og længstlevende søster, Hedevig, har givet et indblik i deres daglige tilværelse i slutningen af 1890´erne i korte notater. Eckersbergs fem døtre havde imidlertid også haft et liv mellem faderens død og deres eget endeligt i stiftelsen, og dokumenter fra offentlige instanser og private arkiver viser hvorledes, de klarede deres kamp for overlevelse i denne periode. Desuden er det lykkedes at identificere kilder, som viser, at de i god tid inden deres død blev enige om at testamentere deres malerier og tegninger, både fra faderens og morfaderen Jens Juels hånd, til Statens Museum for Kunst og andre institutioner. De stridigheder som udfoldede sig i den anledning, kunne de imidlertid ikke vide noget om, men de er skildret som afslutning på fortællingen om de fem frøkener Eckersberg.

Palle Lauring går bag facaden på 46 af vort lands herskere fra Gorm den Gamle til Christian den Niende og tegner et portræt af dem, der har siddet på tronen. Det handler om det menneskelige mere end det historiske.

Hvem var de – denne række af mænd og en enkelt kvinde i landets højeste embede gennem tusind år? Og hvem var dronningerne ved kongens side? Palle Laurings fortællekunst og indsigt formår at kaste lys over den tidsånd og den historiske sammenhæng, der dikterede både de fyrstelige og ikke-fyrstelige sider af kvinders vilkår gennem de sidste tusind år.

Palle Lauring (1909-1996) var en dansk forfatter og historieformidler, der skrev dusinvis af bøger om dansk og europæisk historie. Palle Lauring er blevet tildelt adskillige legater og hædret med prestigiøse priser. I 1960 modtog han De Gyldne Laurbær for Historiske portrætter.

"Sankt Markus nat" er en slægtsroman, der følger en mor og hendes datter, Mette, der bliver født på netop Sankt Markus nat i året 1533. Epoken kendes som en af de mest dramatiske i historien, og Mette vokser op i en tid præget af overtro, heksejagt og angsten for det onde.

Helle Stangerup (1939-2015) var en dansk forfatter, der særligt var kendt og hædret for sine romaner og noveller. Stangerup blev cand.jur. i 1966 og fik sin litterære debut i 1967 med krimiromanen "Gravskrift for Rødhætte". Året efter fik hun sit litterære gennembrud med værket "De gule handsker". I løbet af sin karriere modtog hun adskillige priser, heriblandt De Gyldne Laurbær i 1985 og Thit Jensens forfatterlegat i 1990. Udover sine skønlitterære værker udgav Stangerup flere faglitterære værker om historikeren Saxo.

Om Jomfru Fanny virkelig var datter af Christian den Ottende og prinsesse Charlotte Frederikke af Mecklenburg, bliver stadig diskuteret blandt de lærde, men den mundtlige overlevering i Sønderjylland lader ingen tvivl tilbage, og det er også, derfor Jomfru Fanny bliver kaldt ‘Dronningen af Aabenraa‘.

Hvad end hendes herkomst var, så var Jomfru Fanny alt andet end almindelig. Alle egnens folk lyttede til hendes forudsigelser om krige og om Sønderjyllands skæbne, og mange af dem holdt så meget stik, at hun blev censureret, da nazisterne indtog Danmark, for hun havde før sin død i 1881 forudsagt, at en frygtelig krig ville følge efter den værste isvinter i mands minde, og at den danske konge næsten ville blive afsat, men at krigslykken så ville vende, og Preussen ville skrumpe ind til et lille bitte rige.

Bodil Steensen-Leths "Jomfru Fanny – en roman om ‘Dronningen af Aabenraa‘" er en medrivende roman såvel som en spændende lektion i Sønderjyllands historie.

Prinsesse Elisabeth er tretten år, da hun i 1514 bliver gift med Christian den Anden og rejser til Danmark. En sart og rå roman om en usædvanlig kvinde, der forstod at vente og aldrig tøvede med at gøre, hvad hun kunne.

Palle Lauring dykker ned i danmarkshistorien og fortæller om de mest spændende kvindeskikkelser, både ved hoffet og blandt den brede befolkning. Han gennemgår hele dronningerækken fra Christoffer af Bayerns Dorothea (ca. 1430-1495, som også var gift med sin mands efterfølger Christian I) op til Frederik VII‘s grevinde Danner. Rækken af ekstraordinære kvinder slutter med Thit Jensen og hendes overvældende talent, som er en historie helt for sig.

Palle Lauring (1909-1996) var en dansk forfatter og historieformidler, der skrev dusinvis af bøger om dansk og europæisk historie. Palle Lauring er blevet tildelt adskillige legater og hædret med prestigiøse priser. I 1960 modtog han De Gyldne Laurbær for Historiske portrætter.

"Historiefortællere har til alle tider været morsommere end historielærere… Palle Lauring er en sådan fortællerlysten historiker… Galleriet af kvinder er interessant – forskellene og personsammensætningen gør bogen til levende læsning." – Frederiksborg Amts Avis

To danske kvindeskæbner kædes ad snoede stier sammen i deres møde med Indien:   Det er teosoffen Erna, som vi først møder, mens hun er ansat som privatlærer på et stort gods på Lolland, og som senere bliver husbestyrerinde hos Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru, og det er missionæren Mariane, der rejser til Indien for at udbrede kristendommen, bliver optaget af Gandhi og hans kamp for Indiens uafhængighed og efterhånden bliver gode venner og fortrolig med ham. 

De to kvinder er vidt forskellige af såvel statur som temperament; men fælles for dem er, at deres tro og overbevisning fører dem til Indien, hvor de tilbringer fyrre år. For den ene er det eventyr og for den anden et kald, men begge er parate til at betale prisen, både den materielle og den åndelige, for deres usædvanlige valg.

Forfatteren Charlotta Dorothea Biehl (1731 - 1788) er kort før sin død ved at skrive en ny og ubesmykket version af sine erindringer, som hendes fjender gerne vil have fat i.

I Skriverjomfruen skildres Jomfru Biehls sidste tid. Hun er svækket, kan ikke komme ud og ikke gå til selskaber, og hun er forbitret både over den behandling teatret giver hende og over, at hendes store kærlighed, den langt yngre Johan Bülow har svigtet hende. Hun har en ung pige til hjælp, Lucie, og Lucie bliver sendt i byen både på den ene og anden måde, og det er gennem hendes klare, grå øjne, læseren oplever København og Sjælland i 1788.