Søgeresultater: 3

I marts 1710 må Danmark indse, at kampen for at genvinde Skånelandene er endegyldigt tabt. Det sidste slag er langt og blodig og flugten kaotisk, men alligevel lykkes det fire krigskammerater at komme med samme skib tilbage til København. Undervejs lover de hinanden, at de resten af livet vil stå last og brast. Men de fire venners meget forskellige kår bliver en udfordring for sammenholdet. For en række af de strømninger og politiske tendenser, der kommer til at præge tiden – oplysning, pietisme, stavnsbånd og slavehandel – bringer dem igen og igen i modsætningsforhold til hinanden og sætter deres løfte på hårde prøver.

Året er 1199, det er korstogenes og krigenes tid. Valdemarerne tager på togter i syd og øst, men hjemme i Danmark er hungersnøden aldrig langt væk, sygdom har stor magt, og på samfundets bund må man leve med angsten for herremandens voldsomme straffe og kirkens trusler om skærsild og helvede. Karen og Kirsten er døtre af rigmanden Agge Nielsen fra Kvesborg. Karens hu står til fromhed og fordybelse, mens Kirsten er forlystelsessyg og gerne vil giftes rigt. Da herre Iver fra Osborg foreslår ægteskab mellem de to familier, bliver det derfor Kirsten, der troloves med hans søn og arving. I nogle år får Karen lov at prøve klosterlivet og fordybe sig i læren om helbredende planter, men da den tid kommer, hvor hun ikke længere kan afvise giftermål, accepterer hun en trolovelse med Magnus, arving til den velhavende Laustgård og som Karen tiltrukket af religionen. Moderen og søsteren foragter hende for at gifte sig under sin stand, men Karen går glad i gang med at lære de færdigheder, der kræves af en husfrue i disse kår. Som årene går, vokser gårdens velstand, og Karen bruger flittigt sin viden om lægeurter til gavn for høj som lav. Laustgårdens fremgang og Karens gode virke bringer hende dog kun på dårligere fod med moderen og søsteren. Samtidig kommer hendes forhold til kirken i krise, da det går op for hende, at klostrene frem for at vise næstekærlighed i en tid, hvor hungersnøden rammer den fattige befolkning uden nåde, kun skiller sig af med deres rigelige forråd mod god betaling i sølv og guld.

Da det sidst i 1863 trækker op til krig mod Preussen om Slesvig og Holsten, er Jens Peter ikke i tvivl: De danske besiddelser skal forsvares for enhver pris. Selv vil han melde sig frivilligt, for de unge soldater må have støtte af erfarne folk, og Jens Peter var med i 1848-50. Men det går ilde. Da krigen bryder ud i 1864, bliver de danske tropper løbet over ende, og Danmark må afstå Holsten og Slesvig. Heller ikke Jens Peter slipper fra de grusomme krigshandlinger med livet i behold. Afståelsen af de to hertugdømmer efterlader dybe ar i lokalbefolkningen, og heller ikke blandt Jens Peters fire børn er der enighed om, hvordan man skal reagere på det nye tilhørsforhold. Sønnerne vælger at flytte til kongeriget, den ældste søster gifter sig med en lokal gårdmandssøn, som kæmper for Slesvigs tilhørsforhold til Danmark, mens den yngste søster forblændes af alt tysk. Samtidig er Danmark på vej ind i en brydningstid. Landbrugssamfundet er ved at udvikle sig til et industrisamfund, indre mission er i hastig fremmarch, og dertil kommer en gryende arbejderbevægelse, kvindekampen - ikke mindst kampen for den kvindelige valgret - og den overordnede politiske indsats for at få indført parlamentarisme og egentligt demokrati. De tre ældste søskende gør deres bedste for at holde sammen på familien. Det bliver en kamp med store udfordringer, for de mange bevægelser griber ind i deres liv på kryds og tværs, ligesom tabet af Slesvig stadig trækker dybe spor helt ind i næste generation.