Søgeresultater: 104

Stig Dalagers novellesamling ”Tilfældige forbindelser” udfolder vidt forskellige menneskers skæbner omkring årtusindeskiftet med metropoler som London, Bagdad, London, København, New York og Wien som bagtæppet. Novellerne skildrer personer fra alle samfundslag, hvis liv viser sig at være tilfældigt sammenknyttede. ”Tilfældige forbindelser” er første del i en prosatrilogi, hvis øvrige dele er romanen ”Øvelser i ensomhed” og novellesamlingen ”Oktober”. Trilogien - "En verden af forbindelser" - beskriver tilsammen 37 storbymennesker og deres overraskende relationer.

Stig Dalager (f. 1952) er en dansk forfatter, dokumentarfilmskaber og manuskriptforfatter. Han debuterede i 1980 med "Hærværksforeningen og andre noveller", og sidenhen er det blevet til 55 værker, hvoraf mange er oversat til fremmedsprog, ligesom flere af hans skuespil er blevet opført rundt omkring i verden blandt andet i New York. Stig Dalager bevæger sig inden for genrerne historisk roman, psykologisk realisme, noveller og dokumentariske romaner.

”Fortælleteknikken er fri, indirekte tale, en teknik, der tillader umærkeligt at væve sig ind og ud gennem de berørte personers bevidsthedsliv, og det er en teknik, Dalager udnytter mesterligt. Helt uden Flauberts kynisme og ironi, men til gengæld med store doser uophørlig medfølelse, ubønhørlig ærlighed, og skærende klar indsigt i smerten, savnet, sorgen, ensomhedens og forvildelsens øjeblikke i livet.” (Mikkel Zangenberg, Politiken)

Thøges mor er forsvundet, og hans far har fået en ny veninde. Hun hedder Inger og hendes ben er hvide, kan Thøge konstatere fra sin plads i gulvhøjde. I en hverdag, der er fattig på begivenheder men rig på forandringer, må Thøge navigere i udsvingene af imødekommenhed og afstand, der strømmer fra de voksne.

Christian Skov (f. 1922) voksede op på øen Als i Sønderjylland. Efter konfirmationen fik han plads på sin onkels gård, men han stak af og blev uddannet lærer og har siden 1968 ernæret sig som fuldtidsforfatter. Christian Skov har modtaget mange hæderspriser, heriblandt Kritikerprisen, og han har været nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris.

"Christian Skov skriver med en grænseoverskridende menneskekundskab og en usædvanlig sproglig intensitet. Under hans øje forvandler de små ting sig til store mystiske billeder. I et mere alsidigt læsemiljø end det robuste danske ville han være kendt som én af de originale digtere." – Claes Kastholm Hansen, Politiken

"Denne intense roman er så enkel og streng i sin form og fortællestil, at den står som ren sansning og helt elementær refleksion over denne sansning. Den er på overfladen let og hurtigt læst, men den bringer meget stærkt læseren ind i en anden verden, som så at sige kun kan skabes mellem linjerne. Det er Christian Skovs kunst, at han kan tvinge en oplevelse af verden ned i et sprog, der er så enkelt og klart, at det bliver gennemsigtigt. – Preben Meulengracht, Jyllands-Posten

Børn er fantasiske. Og det er ofte fra dem, vi skal hører sandheden. De siger en masse sjove, mærkelige, overraskende og også kloge ting om alt mellem himmel og jord.

Dette er Martin Nedergaard Andersens anden bog, med underholdende citater om, hvordan verden ser ud fra børnehøjde.

Bastian, 3 1/2 år: "Far, kan du ikke læse en historie for mig?"
Far: "Nej, jeg vil ikke læse højt lige nu."
Bastian: "Kan du måske så læse den lavt?"

Christian, 4 år: "Farfar, når min mor og far bliver gamle og skal på plejehjem, må jeg så flytte hjem til dig?"

Gurli, 7 år: "Lærerne i skolen drikker meget kaffe i frikvartererne, så de kan holde sig vågne i timerne."

Alberte, 8 år: "Mor, du har en rigtig parisernumse."
Mor: "Tak, det var sødt sagt."
Alberte: "Nå – men ved du godt, at Paris er en stor by?"

Mikala, 5 år: "Mor, har du været en dreng, da du var lille?"
Mor: "Nej, jeg er ret sikker på, at jeg var en pige, hvorfor?"
Mikala: "Jo, for du er så god til at bøvse."

Martin Nedergaard Andersen (1965) står bag en rækker bøger, der alle på hver deres måde belyser, hvordan børn oplever og forstår livet og hverdagen. Ved siden af sit forfatterskab, arbejder han fuldtid som bræt- og kortspilsudvikler og underviser på MBA-studiet.

Gæt hvem der elsker dig følger pigen Bodil lige fra hendes tidlige barndom til puberteten. Hun vokser op i et sjællandsk landsbysamfund i 1950’erne og 60’erne – en tid præget af store forandringer.

Nye fabrikker dukker op i landskabet, Bodils mor begynder at arbejde ude, forældrene får flere penge mellem hænderne, ændrer deres krav til tilværelsen og moderniserer hjemmet mere og mere.

Midt i alt dette forsøger Bodil at finde sit eget ståsted og ser fra sin selvstændige og fantasifulde barneverden med et skarpt blik på sine omgivelser. Hun er familiens følsomme iagttager, går sine egne veje og drages mod dem, der bryder normerne.

Historien om Bodil og hendes nærmeste er en livsnær, varm og loyal skildring af en lille gruppe mennesker og deres hverdag i en tid, hvor hele det danske samfund var i stærk udvikling.

Selvom børn i dag kan overkomme mange ting, kniber det ofte med fokus og selvkontrol, med overskud til at klare små udfordringer og med forståelse for deres egen rolle i fællesskabet. Alt sammen egenskaber, der har med robusthed at gøre. Robusthed læres i barndommen, og en robust karakter er vigtig, når barnet som ung og voksen skal forme sit eget liv og finde mod til egne holdninger. Børn såvel som voksne trives bedst, når vi kan takle svære situationer med overskud og komme godt igennem et nederlag. Derfor skal forældre, pædagoger og lærere turde udfordre og motivere børn til at gå lidt længere, end de selv troede muligt. Samtidig skal børnene hjælpes til at rumme sårbare og svære følelser. Robusthed er ikke det modsatte af sårbarhed, tværtimod.

"Børnenes bog" er en overvældende roman om England i perioden 1885-1919, et stort, episk-historisk tidsbillede af den "edwardianske sommer": den idylliske, gyldne periode, der endte i Første Verdenskrigs blodige kaos. Det er en roman, der afslører de spændinger under overfladen, som idyllen skjulte, og som bragte død og undergang med sig, især for den generation af børn, der voksede op omkring århundredskiftet.

Romanens centrum er familien Wellwood, og familiens centrum er Olive, moderen, der lever af at skrive eventyrhistorier for børn. Det er tiden, hvor J.M. Barrys Peter Pan og Kenneth Grahames Vinden i Piletræerne bliver til, og Lewis Carrols Alice i Eventyrland ligger ikke langt tilbage. Det nye, frie syn på børn og børneopdragelse præger den store og brogede familie, der også tæller Olives barnløse søster og en ægtemand, der har forladt sit job i Bank of England for at leve det frie, bohemeagtige liv på landet. Familiens vennekreds omfatter især kunstnere og akademikere, og i hjemmet mødes alle til fester og sammenkomster, der er præget af fantasi, frihed, historiefortælling, optræden og samtaler om kunst og politik. Børnene løber frit omkring mellem de voksne, fra festen til hulen i skoven og tilbage igen - her er ingen "ses, men ikke høres"-opdragelse.

Gennem personportrætterne tegner Byatt et mangefacetteret tidsbillede: Olives døtre er præget af den fremvoksende feminisme, den ældste, Dorothy, vil være læge, en anden datter, Hedda, vil kæmpe for kvinders stemmeret. Begge løber igen og igen panden mod en mur, ikke mindst i universitetsverdenen, efterhånden som de vokser op og oplever kvindens levevilkår på egen krop. Sønnen Tom, derimod, er en enspænder, som helst bevæger sig i det fri og har mere at gøre med ræve og fugle end med mennesker.
Olives nevø Charles bliver involveret i den tyske anarkistiske bevægelse og skifter navn til Karl. Olives nære ven, den excentriske og feterede keramikkunstner Benedict Fludd, har også to døtre, som begge er en uundværlig kilde til faderens enestående skaberkraft, men som viser sig også at være ofre for den på en måde, som afsløres hen mod slutningen. Også tidens skarpe klasseskel ridses levende op gennem portrættet af drengen Phillip, der flygter fra fattigdommen i de nordlige minedistrikter og på det nærmeste bliver adopteret af først familien Wellwood og siden af Fludd, der oplærer ham i kunsten.

På godt og ondt er alle romanens børn levende eksempler på konsekvenserne af deres forældres forsøg på at gå nye veje. Olive, hendes mand og omgangskreds er en del af den nye, radikale omskabelse af barndommen som idé, men de voksne svigter grusomt i forhold til deres egne børn. Og da det kommer til stykket, er hulen i skoven og den legende opdragelse måske lige så illusorisk som den edwardianske sommeridyl, der så brat bliver flået i stykker af Verdenskrigen.

"Børnenes bog" er en forbløffende roman. Den fortæller HELE historien. For læserens øjne genskaber den en æra, der glitrede af fremtidshåb, skønne ideer og liv og grøde i alle kroge, men hvor forholdet mellem forældre og børn, mellem kunst og sandhed, mellem ideer og virkelighed var lige så komplekst og fuld af faldgruber som i dag. Når man samtidig får en gribende, nærgående skildring af en generation af børn, deres opvækst, deres kampe med sig selv og med verden

Lægen og psykiateren Gunilla er en anerkendt seksualterapeut. I kælderen under sin praksis har hun indrettet et institut, hvor særligt mænd kan få afløb for deres perversioner. Der er spankingrum, biografer, virtual reality og meget mere, og de er der alle sammen. De pædofile, voldtægtsforbryderne og de harmløse fetichister. Der er også kvinder, der vil tvinges, og kvinder, der vil slås.

Men nu sidder Gunilla varetægtsfængslet for at drive bordelvirksomhed, og hendes barndomsven Eugene bliver hendes forsvarer.

"Ibsens røde lygte" er en næsten dokumentarisk roman om moderne mennesker og deres perversioner. Men det er først og fremmest en roman om den spirende kærlighed, der vokser frem mellem Gunilla og Eugene.

Toril Brekke (f. 1949) er en norsk forfatter, oversætter og litteraturkritiker, som især er kendt for sine historiske romaner. Hun er uddannet typograf, debuterede som forfatter i 1976, og har siden 1982 kunnet leve af at skrive. I begyndelsen af 1970‘erne var hun medlem af Arbeidernes kommunistparti, men hun har siden opgivet kommunismen. Brekke har modtaget flere priser for sine bøger, hun har været leder af Den Norske Forfatterforening og juryformand for Riksmålsforbundets litteraturpris.

Nathalie og David blev som børn adopteret af det samme forældrepar. De er født af to forskellige kvinder, men har gennem hele deres opvækst delt erfaringer som adoptivbørn. Som voksne bliver både Nathalie og David gift og får børn, og de føler sig som privilegerede og lykkelige mennesker, noget de i høj grad er blevet, fordi de har haft en tryg barndom og opvækst i deres kærlige familie.

En dag sker der noget, som Nathalie til at beslutte sig for at opsøge sin biologiske mor. Nathalie overtaler David til at gøre det samme, men hvor rigtig beslutningen end virker, skal det vise sig at være en kompliceret affære. Deres adoptivforældre, deres biologiske forældre og ikke mindst deres ægtefæller og børn ser fortvivlede og forskrækkede til.

Nathalie og David spiller højt spil, men de indser det først, da det næsten er for sent.

Joanna Trollope er en mester til at beskrive de ofte komplicerede relationer mennesker imellem, og hendes romaner behandler moderne dilemmaer, som har med familieliv, kærlighed og venskab at gøre.

Joanna Trollope (f. 1943) er en engelsk forfatterinde, der også har skrevet bøger under pseudonymet Caroline Harvey. I 1980 vandt hun prisen for bedste romantiske udgivelse med romanen ”Parson Harding’s Daughter”. Joanna Trollope er bedst kendt for sine familiedramaer og kærlighedsromaner, hvor især den menneskelige psykologi og forholdet mennesker imellem er realistisk beskrevet.

Inklusion kræver samarbejde. Mellem lærere og pædagoger, ledere og forældre. Og ikke mindst med børnene. Det er en forudsætning for, at alle børn kan trives i skolen. For kun når de voksne er enige om, hvad samarbejde og inklusion betyder, kan eksklusion blive til inklusion og sameksistens til fagligt fællesskab.

Inden for de seneste årtier er tempoet i børnelivet steget. Forældre kører med fuld skrue på job og med personlige mål. I skolen og i institutionerne vokser krav og forventninger. Der er langt flere aktiviteter og gøremål i børns liv i dag end for bare 10 år siden og en katastrofal mangel på åndehuller. Al den støj og uro får børn til at reagere på forskellig vis. Mange børn mistrives, mens stadigt flere får en decideret diagnose, og antallet af børn, der defineres som ’særligt sensitive’, er inden for de seneste tre-fire år eksploderet. Dette er et symptom på en spidsbelastning, der skal gøres noget ved, og der kan gøres noget. For det er ikke børnene, der har ændret sig – det er deres omgivelser! Sætter de voksne fart og mål ned, bliver børnene roligere. I Må vi så få ro! beder Lola Jensen forældre og alle, der har med børn at gøre, om at stoppe op og reflektere over børnelivet. Den anerkendte familievejleder giver kærlige og kontante råd til, hvordan forældre på enkel vis kan skrue ned for støj og tempo og skabe mere nærvær i hverdagen. Selv små justeringer giver luft og ro til overophedede pandelapper og dæmper symptomer og uro. På børns vegne: Må vi så få ro!

Omkring ti procent af alle børn i Danmark oplever seksuelle krænkelser fra voksne eller andre børn.I denne håndbog kommer livseksperterne – dem, der har oplevet overgreb – selv til orde med deres oplevelser og anbefalinger. Livseksperternes råd suppleres af fageksperters vejledninger.

Rødovre Mark nord for Damhuskroen er en decemberdag i 1861 ramme om et makabert skue: På et lille skafot, opført til lejligheden, står en yngre kvinde og venter på, at skarpretteren skal skille hendes hoved fra kroppen, mens en hujende menneskehob råber forbandelser mod hende. Ane Andersdatter har ombragt tre af sine fire børn kort efter deres fødsel, og efter en lang og indviklet rettergang, hvor en henstilling om benådning er blevet forkastet, er hun blevet dømt til døden – til trods for at man ikke længere henretter kvinder i Danmark.

I Peter Høilunds roman følger vi Ane fra Karrebæk til København, hvor hun tjener hos forskellige gode borgere og passer deres børn, samtidig med at hun drømmer om mand og børn og sit eget hjem. Forliste kærlighedsforhold bringer hende i alt fire gange i ulykke. Tre gange tager hun sagen i egen hånd og afliver den nyfødte. Et fjerde barn kommer i pleje hos sin farmor og opdager først som voksen, at han er søn af en morderske.

Peter Høilund har begået en dramatisk og medfølende beretning om livet i Underdanmark og et retssystem, som for ikke så mange år siden kunne reagere ekstremt brutalt og populistisk. Vores egne tipoldeforældre var måske blandt heppekoret, da Ane fik hugget hovet af med den tunge økse. Også dengang var retspolitik værdipolitik. – Hans Engell, Ekstra Bladet ★★★★

Tankevækkende tidsrejse ... – Politiken (4 hjerter)

Medrivende og velskrevet beretning om et mørkt kapitel i dansk retshistorie. – Københavneravisen

Historien om Ane er virkelig hjerteskærende. Ikke mindst af det faktum, at den er baseret på virkelige hændelser. Den fortjener at blive læst, ikke bare som en spændende beretning, men som en flov fortælling fra vores fælles fortid. – Vores mørkeste fortid – historie-online.dk

Peter Høilund (f. 1946) er professor emeritus i socialvidenskab ved Roskilde Universitet (RUC). Han er oprindeligt uddannet jurist fra Københavns Universitet og har skrevet en række bøger og artikler om retsfilosofi, etik, anerkendelse og social retfærdighed. I den skønlitterære genre har han tidligere udgivet "Alt han ville" (2014).