Søgeresultater: 1364

Ni noveller, nogle enkelt fortalte, andre vildt fabulerende, men altid med det særligt willumsenske: sylespidst, underfundigt, sørgeligt, tragisk - og ikke til at lade være med at grine ad.

Det er hele vores moderne virkelighed, der her bliver udstillet, og det fører til groteske situationer og initiativer, til overtro og slankekure, zoneterapi, hypnose og andre desperate forsøg på at ændre sig i håb om at gøre sig selv og omverdenen tilpas.

"Vejen til Sofie" er Anne Strandvads roman om en desperat biltur ned gennem Europa til Paris. To kusiner prøver at flygte fra deres problemer, men det er nemmere sagt end gjort.

Maria Giacobbe har i Kald det så bare kærlighed overladt ordet til tre kvinder fra hver sit tiår i tiden 1940 til 1970. De har hver sin tidstypiske beretning om kvindeliv, om forventning og skuffelse, og de fortæller om liv, der må leves under falsk foregivende, under konventionernes tvang, hvor ydre adfærd ikke svarer til de indre hensigter og håb.

I den indledende novelle fra krigen forsøger en kvinde i trediverne umiddelbart før sit selvmord at tale sig fri af skyld, skam og ansvar.

I samlingens anden novelle, Udflugten, er vi nået til halvtredserne, og et socialt opbrud er i gang i Italien, Dolores er student og færdes i et frigjort studentermiljø, mens hun kæmper for at frigøre sig fra sin familiebaggrund med dens strenge religiøsitet, livsangst, traumer og småborgerlige fordomme.

Med den tredje novelle fra tiået 1960-70 er vi på en måde nået til vejs ende. Cecilie er den frigjorte modne kvinde, der har realiseret sig selv kunstnerisk, fået succes, lever i et åbent forhold til en mand. Man følger hende gennem en dag, på kunstudstilling, i teatret, på restaurant og bagefter til privat party med diskret og indiskret flirt.

Den kvindelige saga af Vagn Lundbye er et nyt og selvstændigt digtværk om 10 kvinder fra de islandske sagaer. Vagn Lundbye har tidligere haft stor succes med Det Nordiske Testamente, som Den kvindelige saga ligger i forlængelse af. Det er ikke en gendigtning af de islandske sagaer, men et selvstændigt værk, hvor Lundbye har løftet ti kvinder ud fra sagaerne, og gjort dem til hovedpersoner i deres egne historier. Det er der kommet en række farverige fortællinger ud af med stor dramatik i bedste sagastil.

Lundbye skriver i forordet: "Bogen skildrer først og fremmest kvinder, mens sagalitteraturens mænd mere eller mindre er bipersoner og i vid udstrækning udelukket fra min tekst. Jeg har lige fra min barndom først og fremmest elsket den islandske saga på grund af de kærlige og magiske kvinder, og fordi de vender sig mod den voldsomme tid og de magthaveriske omgivelser omkring dem."

Bogen er gennemillustreret af Ib Monrad Hansen.

Marion Taylor ankommer til Gaze Castle, der ligger ensomt og alene ved en øde engelsk kyst, for at arbejde som guvernante. Da hun endelig når frem, viser det sig, at det ikke er børn, men slottets unge frue, Hannah, som hun skal holde med selskab. Hannah er slottets enhjørning: ensom, utilnærmelig og smuk. Husets beboere tilbeder hende, men bag deres beskyttelse og velvilje gemmer der sig også et andet motiv. Slottet gemmer på en gammel forbrydelse, der ligger som en kold dyne over alle dets beboere; en forbrydelse, der førte til, at slottets herre for syv år siden rejste til Amerika, uden dog af den grund at slippe sit jerngreb om sin unge hustru.

"Enhjørningen" er et gotisk mesterværk indhyllet i mystik og erotik, der som et tyndt slør gemmer på bogens egentlige omdrejningspunkt; spørgsmålet om menneskets personlige frihed og om en søgen efter noget guddommeligt, som kun kan opnås gennem lidelse og forsoning.

Iris Murdoch (1919-1999) var en irsk forfatter og filosof, der særligt beskæftigede sig med dualistiske spørgsmål om godhed og ondskab. Iris Murdochs filosofiske ideer smittede af på hendes skønlitterære forfatterskab, der beskæftiger sig med spørgsmål om menneskets gode og dårlige sider, om moral, etik, kærlighed og ondskab.

Kvinderne fra Santa Clara er Cæcilie Lassens sjette roman. Det er historien om tre vidt forskellige kvinder, som alle bor i det fattige Santa Clara-kvarter i Nicaraguas hovedstad, Managua.

Den ene, den 20-årige Divina, er politisk aktiv og forlovet med en partifælle. Hun sælger cigaretter på gaden, og en dag møder hun dér den rodløse Martin. Hun forelsker sig voldsomt i ham, gifter sig med ham, får en datter med ham – og sætter en lavine af forandringer i skred.

Den anden er Divinas kusine Belén. Som 24-årig og ugift bor hun stadig hjemme og klarer den grove del af husholdningen. Hun bliver betragtet som indesluttet og sær, men gemmer på et konfliktfyldt indre liv. Skønt hun løsriver sig fra forældrene og gifter sig med den velmenende bondeknold Antonio, nærer hun en forbudt kærlighed til en anden kvinde. Denne kvinde er Maura, 29 år, mor til fem børn og gift med en af kvarterets mægtige mænd, autoværkstedsejeren Jésus Miguel. Maura er skrap og slagfærdig udadtil, men skuffet i sit ægteskab og stemplet som landsforræder i tiden efter revolutionen.

Divina, Belén og Maura kæmper hver især for at overleve i en verden af fattigdom og opløsning. I løbet af det år, 1990, som romanen spænder over, griber deres historier ind i hinanden. De mødes, taler sammen, sladrer – og involveres alle tre i et mord, der sætter kvarteret på den anden ende …

Den gravide arkitekt Simone, der er gift med EU-embedsmanden Hans Ulrik, bliver udsat for psykisk terror, hver gang hun er alene hjemme. Simone mener, at der er tale om en person, der vil advare eller forskrække hende. Hendes omgangskreds lader imidlertid ane, at hun måske er psykisk forstyrret og selv "arrangerer" de mærkelige hændelser. Først da privatdetektiven Kit Sorél involveres og kan bevise, at der er tale om en reel trussel, bliver Simone troet. Men da er det måske allerede for sent?

Romanen er en fortsættelse af Til toner fra Tosca og anden bog i Ditte Birkemoses serie om Kit Sorél.

Detaljerig og humoristisk roman om fire generationer af en Nørrebro-familie med Alice som midtpunkt.
Romanen rummer en på én gang nådeløs og dybt engageret analyse af de fire generationers måde at tænke på og forholde sig til tilværelsen på. Dorrit Willumsen står på de midaldrendes udkigspunkt, pigen Alice, der er ca. 50, da romanen slutter, er dens forståelses- og identifikationscentrum. Fortiden og bedsteforældrenes skæbne tager farve af at blive forstået ud fra Alices skæbne, for det er hende, der er den egentlige hovedperson i denne historie, der strækker sig over et halvt århundrede og bærer præg af et indgående kendskab til hele det lange tidsstræk bagud, de sociale baggrunde og de psykiske adfærdsmønstre.
Dorrit Willumsen ligner i Suk hjerte sig selv godt nok, hun dømmer ikke sine personer eller tager parti, men beskrivelserne går dybt og udspringer af en meget stor viden og lidenskab. Gennem sin indirekte, impressionistiske skrivemåde stiller hun mange spørgsmål – og overlader til os at finde svarene, hvis vi kan.
 

Det er Anna, Johannas datter og Hannas barnebarn, der fører os igennem romanen. Hun, der har taget springet op ad klassestigen bort fra sine rødder, leder efter sammenhæng og identitet. Hun vil spejle sig i Hanna og Johanna for at finde forklaring på sit eget livsforløb, som hun i modsætning til moderen og mormoderen selv har lagt til rette. Hun opdager, at på en mærkelig måde fører hun formødrenes kvindeliv videre.

Med samfundet som baggrund og levevilkårenes udvikling fra fattigdom til velstand tegner Marianne Fredriksson stærke portrætter af tre kvinder fra hver sin generation.

"Jeg havde en ide om, at jeg ville spejle kvinders liv og se, hvad deres frigørelse har betydet for tre generationer. Hvad har det kostet? Hvad har vi vundet? Og er vi i virkeligheden fri?", skriver Marianne Fredriksson om baggrunden for romanen Anna, Hanna og Johanna.

Den 38-årige journalist Nanna har som andre af 1970’ernes kvinder gennemgået udviklingen fra artig skolepige til moderne, selvstændig kvinde. Da hun møder Martin, skulle hendes tilværelse være næsten fuldkommen. Men noget halter. Og hvor frigjort er hun egentlig?

PRESSEN SKREV
"Hun er trådt ind i dansk nutidig litteratur med et fast og sikkert skridt … hun kan se og beskrive det, hun så, og hun kan få sine læsere til at spærre de søvnige øjne op …".
- Hans Jørgen Lembourn, Aktuelt

" …en debut, man lægger mærke til: den er overalt skrevet levende og engageret og med flair for rammende detaljer om samtaler og samlivsformer i det intellektuelle København".
- Vibeke Blaksteen, Kristeligt Dagblad

"Rie Osted hudfletter sine ’ofre’ med stilfærdig sarkasme og selvironi. Hun jamrer ikke. Hun er en menneskeven. Derfor er der også en atmosfære af lys, glæde og fremtidstro over hendes nutidshistorie om mennesker i dagens Danmark."
- Annagrethe Skov, Frederiksborg Amts Avis.

Den unge pige Gerd vokser op på øen Fur i starten af det 20. århundrede i et traditionelt kvindeundertrykkende landligt miljø. Her har hun svært ved at passe ind, men hun gør sit yderste for at være huslig og kvindelig, som hun bør. Med en stormende forelskelse i den unge Philip Bull bliver konflikten mellem Gerds kærlighed og intellekt dog tydelig, og hun må til sidst tage et endeligt valg. Enten må hun blive i dette miljø og vælge den patriarkalske kærlighed, eller hun må forlade det til fordel for et helt andet og mere selvstændigt liv. Fortællingens hovedkarakter Gerd, som følges videre i den senere roman Aphrodite fra Fuur, står for Thit Jensen som et repræsentativt billede på det 20. århundredes kvinde og dennes udviklingshistorie.

Ib er dansk, omkring de 70 år, og bor alene i et sommerhus yderst på tangen. Marie har arvet det tomme nabohus og efter at have været borte i en årrække, flytter hun ind. Hun er i midten af 40’erne. Både Ib og Marie har deres grunde til at ville være alene. Men en dag mødes de tilfældigt, og de begynder at tale sammen. De har hver deres generationserfaringer, og Ib fortæller om Danmark, besættelsestiden og det stille provinsliv, mens Marie fortæller om Norge, velfærdsårene og ungdomsoprøret.
"Aske" er en roman om kærlighed, og om en ny begyndelse i en moden alder. Toril Brekke (f. 1949) er en norsk forfatter, oversætter og litteraturkritiker, som især er kendt for sine historiske romaner. Hun er uddannet typograf, debuterede som forfatter i 1976, og har siden 1982 kunnet leve af at skrive. I begyndelsen af 1970’erne var hun medlem af Arbeidernes kommunistparti, men hun har siden opgivet kommunismen. Brekke har modtaget flere priser for sine bøger, hun har været leder af Den Norske Forfatterforening og juryformand for Riksmålsforbundets litteraturpris.