Søgeresultater: 21

Fjandboer. Fortællinger fra Heden" fra 1901 indeholder fire jyske historier fra Fjand Herred: "Dødsfjender", "Eros og bierne", "Da lampen tændtes" og En omløber". "Da lampen tændtes" er nok den mest kendte af dem. Den handler om en bondefamilie på heden, der engang i 1880'erne beslutter sig til at anskaffe en petroleumslampe i stedet for at nøjes med tællelys, som de lavede af tælle fra deres egne får. Aftægtsmanden Gamle Anders mener, at det er helt unødvendigt med den slags tant og fjas, og bonden Søren synes nu også, det kan vente lidt - men hans kone Trine vil have en moderne petroleumslampe, og så bliver det sådan. Men det skal vise sig ikke at være så enkelt endda. Blandt andet skal der jo hældes petroleum på den, før den virker.

Fortællingen om den jyske "Robin Hood", der var særlig aktiv under Trediveårskrigen i 1600-tallets Jylland, og som levede et omtumlet liv som fredsløs, efter han dræbte en delefoged, der ønskede Jens' mor brændt som heks. Som de svages vogter og i konstant konflikt med magthaverne skildres Jens Langkniv her som helten med øje for landarbejderens barske kår. Jeppe Aakjærs politiske agitation er dog knap så udtalt som i andre af hans værker, men den sociale indignation ligger lige under overfladen i denne hans gengivelse af det gamle folkesagn.

Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.

Jeppe Aakjærs "Hjertegræs og ærenpris" fra 1921 er en broget blanding af stort og småt. Her er omkring hundrede småvers, dedikationer og hjertesuk og udfald mod uforstående kritikere, der viser, at Aakjær også kunne være bidsk. Her er de smukke digte til fiskeren, der redder den gamle, der var ved at drukne, og Povl med den tunge skovl, der finder et hittebarn. En del af digtene er skrevet under og omkring første verdenskrig, og her finder man skarpe angreb på militarismen, ønsket om fred og det store digt "Historiens sang" med linjerne: Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, / mens hele Verden brænder om din Vugge.

Arbejdets glæde er en socialt og politisk engageret skildring af bondesønnen Vistis, der overtager den gård, han tjener på. Her får han mulighed for på grundlag af og med respekt for det traditionelle bondeliv at tage del i tidens nye tanker og reformer og derigennem forbedre forholdene på landet.

Jeppe Aakjærs digtsamling "Vejr og vind og folkesind" fra 1916 indeholder så kendte digte som "Sneflokke kommer vrimlende" og "Jeg er havren, jeg har bjælder på", men også en lang række digte, der ikke er så kendte, men som nok kan fortjene at blive læst - ikke mindst den smule salme "Tag min sjæl, nåderige Gud" og sange med socialt sigte som "De fattiges jul" og "Landarbejdersang", der viser, hvordan Aakjær altid var parat til at kæmpe for at samfundets udsatte skulle få deres ret.

Jeppe Aakjærs digtsamling "Den sommer og den eng" fra 1910 indeholder digte på jysk - med ordforklaring - digte om bondens liv i egnen omkring Karup og hyldestdigte til Drachmann, Bjørnson og en mejerist fra Jebjerg. Digte om høhøst og svineslagtning og to unge, der finder hinanden. Der er en frodighed, et overskud og en livsglæde i disse vers. Det er også her, man finder digtet "Mors rok": Lul luk, rokken går.

Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er Havren ... selvom hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I Vadmelsfolk, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik.

Aakjær er ikke blot Jens Vejmand og Jeg er Havren ... selvom hans prosa nu kendes mindre end hans lyrik. I Vadmelsfolk, denne vidtfavnende samling fortællinger (noveller), har vi hans fortællekunst i fuldt flor. Selv søn af en bonde i små kår og med start som hyrdedreng var og forblev han fortaler for de små i samfundet, med inderlig indlevelse, dyb forståelse og indigneret kritik – og med et vågent blik og en rammende replik for både den ubevidste og den tilstræbte komik.

I digtsamlingen "Muld og malm" fra 1909 er Jeppe Aakjær stærk og myndig i sine sociale og politiske digte. Slutlinjerne til Aakjærs digt til den socialdemokratisk presse er manende: Du være den fattiges værner, du være den riges ris! Da får du ej ordner og stjerner, men bævende læbers pris. Aakjær kæmper for ret og retfærdighed, for kvindernes valgret, for at de unge skal have en stemme, for tyende og landarbejdere. Og hans hjerte banker også for dyrene, han tager harens parti mod jægerne: Jeg lider ej det fejge, skumle Knald, der bringer fattigt Dyr til Død og Fald; og derfor raaber jeg til «Jenle»s Harer: Bliv smukt hos mig, her lurer ingen Farer! Blot I paa eders lange, laadne Bagben kan naa min Skjelgrøft bag de røde Tagsten, da skal I gaa paa «Jenle»s Kløvermark saa trygt som hist engang i Noæ Ark!

Jeppe Aakjærs sociale romaner førte rent faktisk til sociale reformer. Litteraturen kunne få politisk virkning. I "Vredens børn" skildrede han landproletariatets fortvivlende arbejdsvilkår. I "På aftægt" tager han et andet ret upåagtet socialt problem op: Når en bonde og hans kone kom op omkring de halvfjerds år, overdrog de tit gården til en søn og gik på aftægt. For mange kom det til at betyde et kummerligt liv, hvor de blev skubbet til side og undertiden sultet eller mishandlet. I nogle tilfælde blev de koldblodig myrdet af deres børn, der syntes, de var til besvær.

I dette bind to af Jeppe Aakjærs "Steen Steensen Blichers livstragedie i breve og aktstykker" går Aakjær tæt på Blichers litterære arbejder. På tekstnær vis og ved at inddrage anden relevant litteratur analyserer, fortolker og perspektiverer han Blichers noveller og digte og tegner et yderst interessant billede af den folkekære digter og dennes værker.

Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning. Jeppe Aakjær formidler Steen Steensen Blicher. Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.

Jeppe Aakjærs debutroman om bondesønnen Jens, der vokser op under fattige kår på familiens gård, men som har et udsyn på sig selv og samfundet, som tvinger ham ud i verden. Hverken den strikse tro eller trange økonomi holder ham fra at søge til København. En socialt engageret og humanistisk skildring af en ung mands dannelsesrejse.

Bogen er skrevet i tidens sprog og ud fra datidens retskrivning.

Jeppe Aakjær (1866-1930) er kendt for sin stemningsfulde naturlyrik fra og om den vestjyske hede og optaget af at skildre menneskets større sammenhæng med og afhængighed af naturen. Altid i et letforståeligt sprog og undertiden endog på dialekt. Men Aakjær var i virkeligheden en politisk forfatter. Arbejde, landskab, arv og miljø var alle vigtige komponenter i hans beskrivelse af almuens undertrykte tilværelse og trange kår, men også i forsøget på at få gamle traditioner til at spille sammen med den moderne verdens præmisser. Aakjær var en del af Den jyske bevægelse, som opstod i starten af 1900-tallet, og hvis medlemmer netop var engageret i at beskrive livsvilkårene på deres hjemstavn – med en hidtil ukendt grad af realisme og sanselighed. Deres mål var at undersøge og beskrive forholdet mellem menneskets sociale betingelser, samspil med naturen, arvemæssige dispositioner og tilfældigheder for at kortlægge den retning, et menneskeliv tager.