Søgeresultater: 118

Den amerikanske teaterinstruktør Roy Roscoe er en ægte ildsjæl på godt og ondt. Han lever et passioneret og hektisk liv, hvor han gang på gang brænder sig selv ihjel for at genopstå som en Fugl Fønix af asken, og på dæmonisk vis suger han kraften ud af sine skuespillere for at kunne skabe sin kunst. Men så fascinerende og tiltrækkende som denne ildsjæl er, så er han også dødsensfarlig for dem, der ikke formår at modstå ham. Den danske forfatter Lisa Bander drages af ham både intellektuelt, kunstnerisk og erotisk, og mødet med ham får uoprettelig konsekvenser for hendes liv.

"Salamander" foregår i de kulturelle miljøer i Italien, London, New York, København og Wien og strækker sig fra 1965 til 1977. Der er således ikke blot tale om en lidenskabelig kærlighedsroman, men også en skildring af de enorme kulturelle omvæltninger, Europa undergik i 1960‘erne og 1970‘erne.

"Roman med Samarin" handler om opdageren Frank Morris, der arbejder som hovedperson i en roman med titlen "Roman med samarin".

Men manuskriptet er i krise allerede inden det er begyndt. Sådan noget lover ikke godt for antallet af kvindelige læsere med strikkepinde. De vil ikke synes om en historie, som ikke er begyndt.

Frank Morris drømmer derfor om en ny roman, hvor alt vil være meget bedre, og overvejer at skære ned på sit ønske hvad angår antallet af sygeplejersker i persongalleriet for at få forfatteren til at accceptere handlingen. Ti vil være i orden med ham. Måske skulle han også ændre et par detaljer ved elskovsscenen i sin drøm om en roman? Men scenen som sådan vil han under ingen omstændigheder tage ud. Det punkt står ikke til forhandling.

Dekorationen derimod, den er han parat til at diskutere. Måske er det den bengalske belysning, den er gal med? Og måske skulle han forstærke brugen af røgeffekter, så scenen bliver tåget og ingen bliver stødt på manchetterne når han penetrerer den smukke Cora Papadopulos i hendes lækre, hvide og stramme sygeplejeskeuniform?

For at være på den sikre side, ønsker han sig også til lejligheden noget underlægningsmusik, så man ikke kan høre Cora Papadopulos‘ lidenskabelige suk når han penetrerer hende. Han indfører derfor noget musik af James Galway på tværfløjte af den slags man hører, når man venter i telefonen ...

Den prisbelønnede og bredt anerkendte litteraturforsker og professor F.J. Billeskov Jansen fortæller her med små erindringsglimt og referencer til sit eget livsforløb om mødet med dansk og udenlandsk litteratur. Herunder blandt andet Saxo, Ibsen, Oehlenschläger, Holberg, Kierkegaard, Dostojevskij, Pirandello og Shakespeare. F. J. Billeskov Jansen, Frederik Julius Billeskov Jansen, 1907-2002, professor i dansk litteratur ved Københavns Universitet og prisbelønnet litteraturforsker, hvis litteraturforståelse var stærkt inspireret af strukturalisme. Dette kom til udtryk i hans litteraturformidling, der var præget af antagelsen om, at litteratur er en æstetisk disciplin i sig selv, og derfor ikke alene skal anskues biografisk, som der havde været tradition for. Billeskov Jansens arbejder kan i denne optik ses som en art forløber for den angelsaksiske nykritik. Senere åbnede han op for en mere idehistorisk tilgang til litteraturen, der afspejlede sig i hans evne til at forene nylæsning af klassiske tekster med historisk indlevelse. Dette gjorde ham blandt andet til grundlæggeren af det moderne studium af Ludvig Holberg. De fleste af Billeskov Jansens studier fokuserer da også på ældre litteratur; særligt det danske 1700-tal og dets forudsætninger i europæisk og især fransk litteratur. For at udbrede kendskabet til dansk litteratur og litteraturforskning i det hele taget stiftede han blandt andet tidsskriftet Orbis litterarum, sad i bestyrelsen for flere litterære og kulturelle selskaber og var fra 1967 medlem af Det Danske Akademi. Talrige danske litteraturhistorier og antologier på de europæiske hovedsprog er blevet til under hans medvirken.

Nikolaj og hans kone Sara har lidt megen modgang. Det gamle teglværk, som skulle være deres levebrød, har de mistet, for spekulanter i København har spekuleret i aktierne, og Nikolaj har mistet alle sine penge. Han får dog tilbudt en stilling hos fabrikant Peter Cronberg, men Nikolaj takker nej. For barndomsdrømmen om at blive forfatter lever endnu, og med Saras støtte har han nu valgt den vej. Han har fået udgivet forskellige fortællinger om det fynske folk, og romanen ”Guldglasuren” er da også udkommet, men endnu lader gennembruddet vente på sig. For at tjene penge til sin familie begynder han at rejse rundt i landet for at holde foredrag, og det er her, han møder alle de forskellige figurer, der kommer til at befolke hans fantasi og de historier, han skriver.

”Frodige dage” er den selvstændige fortsættelse til trilogien om Nikolaj, der sluttede med ”Det gamle teglværk”, og det er nu endnu tydeligere at se, at figuren Nikolaj er bygget på Morten Korchs eget liv. Læs også den selvstændige fortsættelse ”Fare fare krigsmand”.

Edith Rode tager os med på togt i erindringen om et langt og spændende liv tilbragt i selskab med nogle af de største kulturpersonligheder i første halvdel af det tyvende århundrede.

Edith Rode (1879-1956) var en dansk forfatter, digter, journalist og brevkasseredaktør. Hun debuterede i 1901 med romanen "Misse Wichman", som forsvarede kvinders ret til seksualitet, et emne hun også tog op i sine senere værker. Edith Rodes forfatterskab spænder over digte, noveller, erindringer, romaner, filmmanuskripter, rejseskildringer, biografier, kogebøger samt det store opslagsværk "Den gyldne bog om danske kvinder", som hun var hovedredaktør på. Edith Rode beskæftigede sig gennem hele sit forfatterskab med kvinders rettigheder og udgav flere biografier om kendte danske kvinder.

Et udbrændt menneske bliver fundet på et møntvaskeri i Vanløse. På gådefuld vis er det kun manden på gulvet, der er forkullet, alt andet i vaskeriet er intakt. Politiet efterforsker sagen, men det står hurtigt klart, at, at de ikke kan komme nogen vegne, og de må give fortabt. Et spor er der dog at arbejde med: Ved siden af liget fandt man en taske, der indeholdt en serie optegnelser, som ikke havde lidt skade, da ilden fortærede manden. Politiet må i sin afmagt have hjælp udefra, og derfor hyrer de en forfatter til at nærlæse de efterladte tekster. For kan papirerne mon afsløre, om der er tale om en selvforskyldt ulykke? Har ukendte kræfter antændt manden i asken? Og hvilken rolle spiller tilgivelse, når sort brand raser?

Ole Frøstrup fortæller om sit liv fra barndom og opvækst i en arbejderfamilie i Odense, til sin tid som journalist og tv-medarbejder i DR frem til 1986, hvor han besluttede sig for at blive heltidsforfatter

E-bogsudgaven af Tove Ditlevsens Tove Ditlevsen om sig selv fra 1975. Digt og virkelighed bindes sammen til et nøgternt og barokt humoristisk selvportræt.

»Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg ikke brudt mig ret meget om virkeligheden. Jeg affandt mig bare med den og læste, skrev og drømte mig væk fra den, når jeg kunne se mit snit til det. Når jeg alligevel ikke så få gange i min tilværelse har kastet mig ud, hvor jeg ikke kunne bunde, skyldes det måske, at min storebror, hvis ord jeg aldrig tvivlede på, lærte mig, at man altid skal gøre det, man frygter allermest. Det er en udmærket leveregel, hvis det da ikke lige drejer sig om at springe ud fra femte sal. Nu var min barndoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem. Ingen senere erfaringer kan nogen sinde udslette barndommens påvirkninger. Dem vender jeg gang på gang tilbage til i mine bøger.«
Fra forordet.

Dorrit Willumsen modtog i 1997 Nordisk Råds Litteraturpris for romanen Bang. Hun skildrer Herman Bang som en både klog og generøs mand, hvis kolossale følelsesregister kunne føre ham op på henrykkelsens og ekstasens tinder - men oftere ned i fortvivlelse og desperation. Barndommen på Als var nok hans lykkeligste tid, før faren blev sindssyg og moren fik tuberkulose. Senere blev han sendt på Sorø Akademi, hvor han spillede Holberg i skolekomedien og fik smag for teaterlivet. Så kom tiden i København, tilværelsen som feteret journalist, de umulige forelskelser, forfatterdrømmene, skandalen med Haabløse Slægter, rejserne, pengetrangen, nervesammenbruddene. En nænsom skildring af mennesket og kunstneren, der kendte både succes og fiasko og i rigt mål kom til at mærke sin tids fordomme og bigotteri på sin krop.

"Portrættet af Bang er det mest overbevisende af hele hans personlighed og hele hans liv, vi indtil nu har set ... Dorrit Willumsen er på en temmelig enestående måde krøbet ind i Herman Bangs psykologiske a nderledeshed." - Berlingske Tidende.

"En bog, man læser i et sug af blid henrykkelse." - Information.

Forfatterens (1927-1989) dagbogsoptegnelser fra Paris.

Erna Juel-Hansen (1845-1922), f. Drachmann, var en af Det moderne Gennembruds centrale kvindeskikkelser. Hun var engageret i pædagogik, gymnastik, bedre undervisning for piger, kvindens ligeberettigelse og valgret og en sundere klædedragt for kvinder. Hun skrev romaner og noveller om kvinders erotiske og sociale identitetssøgen og frigørelse. Sammen med sin mand oprettede hun Danmarks første børnehave, og hun åbnede selvstændigt et institut for pige- og kvindegymnastik. Erna Juel-Hansen var en usædvanlig kvinde med et spændende liv, og er i "Oldemor Erna" portrætteret af sit oldebarn Pia Sigmund.

Pia Sigmund (f. 1940) er forfatter og historiefortæller. Hun er uddannet lærer fra N. Zahles Seminarium og har en cand.phil. i historie og kultur og formidling. Pia Sigmund er oldebarn til Erna Juel-Hansen, f. Drachmann.